KRANIEMÆLK

Duellen - en BILTEMA novelle

2012-01-14T13:14:00.001-08:00

Tågen lå tæt over de bløde bakker og skjulte alt jordisk liv, men steg langsomt, som solen opvarmede jorden, og siloerne rejste sig i landskabet. Tågen steg til en blød altostratus, der spredte sig til tottede cumulus humilis. Det tydede på, at dagen ville bringe sommeren ind over søer, mosehuller og stridbare åer. Sivene stod ranke med blottede dunhammere. I landsbyerne ringede kirkeklokkerne med malmfulde klange. Stokrosernes erigerede stængler smøg sig kælent op af gulkalkede mure og faste rødsten.
Ved banelegemet hørtes en susen, mens 07.30-toget susede igennem tunnellen under bavnehøjen. Mælkebøtternes stilke sitrede i forventningsfuld længsel efter de summende humlebier. De søvnige hyrder gned deres øjne, tog skjorter og bukser på, lukkede tyrekalvene ud, og de boltrede sig i glad kådhed på det dugvåde græs. En malkepige hev dovent i den brogede malkeko Marys dunkende yver. Mælken sprøjtede ned i malkespanden i fede stråler. En hanmus fik en af strålerne midt i ansigtet og begyndte straks at soignere og slikke sig. Den sorte præmietyr Joachim sled i sit tøjr, mens den hvide gårdand, Henrik, pressede sig imod de stive siv ved vandhullet. Sommeren var varm og frugtbar.

Lænet op ad et frønnet, hvidkalket stakit stod den unge kusk, Adrian Magnus, og ventede på, at husmandens søn, Frederik, skulle færdiggøre sit morgentoilette. Adrians mørkebrune hår var skrabet tilbage i en tæt hårpisk, og de mørke øjne under de brede øjenbryn spejdede alvorligt mod horisonten. Adrian vendte sig og så ud mod det dampende morgenlandskab, mens han tyggede på et græsstrå. Det smagte frisk og sødt. Malkepigen, Margrethe, kom gående ud af stalden med to junger i sine hænder. Da hun så Adrian, blev hun varm og hed. Hun standsede et øjeblik og stillede jungerne fra sig. Adrians profil med det vippende græsstrå fra mundvigen, hans røde kuskejakke, de høje, blanke støvler og de stramme ruskindsbukser gjorde hende svimmel. Hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv. Margrethes hengivenhed for Adrian forblev ubesvaret, men hun anede ikke hvorfor. Hendes barm var frodig, hendes hår var lyst som spundet guld, og hendes øjne var som klare søer i det blomstrende landskab, som udgjorde hendes smukke ansigt. Alle landsbyens mænd bedårede hende, selv husbonden havde al sin opmærksomhed rettet mod hende, når hun kom gående over de toppede brosten med åget med de to junger over de velformede, feminine skuldre. Enhver ungersvend, som kom til gården så på hende med store øjne. Selv havde hun kun øjne for Adrian. Men han havde ikke øjne for hende. Han formelig så lige igennem hende. Hendes hjerte græd hver gang Adrian distræt sagde godmorgen uden at ænse hendes unge skønhed.

Det havde været en svær morgen for Adrian Magnus. Han vidste, at det gjorde ham varm, når to blanke våben mødtes i kappestrid. Han havde alle dage elsket at overvære en god strid. Men denne morgen havde han påtaget sig det ærefulde og skæbnesvangre hverv at være Frederiks sekundant i duellen mod Grev Henrik den Grusomme af Fjæsingegaard.

Et klagende skrig sønderrev gårdens stilhed.
"Nej, Frederik, nej!"
Det var Frederiks moder, Marie.
"Hold nu kæft, kælling! Drengen skal sgu da bevise, at han er en mand. Nu skal der fandme være holmgang. Og du skal bare tie! Thi kvinder skal tie i forsamlinger, sagde apostelen," råbte Frederiks Fader, Christian, brysk. Han var from og satte pris på de gamle dyder. Men moderens klage fulgte Frederik ganske hele vejen til den åbne karet.
"Næ, har man hørt magen," sagde landposten bestyrtet over den tumult, der lød i den ellers fredelige gård og afleverede distræt dagens post til karlen. Selv grisene i stalden gryntede uroligt, og fårene brægede med en ildevarslende klang. Men Frederik satte sig fattet op på sædet ved siden af Adrian i den åbne vogn.
"Kør," sagde Frederik stille. Han var rolig. Mens hans ansigt var blegt som porcelæn. Adrian blev sært urolig over at være så tæt på Frederik. Og det var ikke sekundantrollen, der trykkede ham. Nej, det var snarere ... en slags tilbøjelighed. En uregerlig lyst, kanske en dybere trang, til at være tæt på ´Frede´, som han kaldte ham, når ingen andre forstyrrede dem. Han var flov og sært fysiologisk bevæget på samme tid.
Adrian kørte tavst hen over heden. Af og til skulede han til højre. Frederik sad stadig ubevægelig som en marmorstatue af Canova. Kun de kridhvide knoer afslørede hans nervøsitet. Som forplantede sig til Adrian. Hvis Frederik tabte duellen – han turde ikke tænke tanken til ende. Frederik var en utrænet kriger. Nok havde han fået højeste karakter i fægtetræning, men en pistolduel var nyt for ham. Adrian havde hørte de salte skud ramme træstykkerne, som han øvede sig på. For få. Han ramte for sjældent. Hvordan skulle han ramme rigtigt nu? Adrian fyldtes af lige dele adrenalin og trang til ædelmodig herrestrid – åh, de klinger, de klinger! Men nu stod duellen med pistoler. Det var Frederik, som havde udfordret Grev Henrik af Fjæsingegaard til duel med det klassiske handskeslag. Henrik havde talt spottende om Frederik. Henrik havde kaldt ham ukvemsord, som selv den mest tolerante ville mene skulle satisfakteres. Og som den udfordrede havde greven valgt våben. Og han valgte pistolen!

En tid sad de endnu tavst. Solen rejste sig højere over himlen. Ved zenith skulle duellen stå under de to høje, ranke ege ved Herman Bangs sø. Han havde ofte ligget under de to træer og drømt sig væk under stjernerne, mens han hørte de knirkende, gnidende lyde af de massive egegrene, som gned sig mod hverandre. Gren mod gren. Her havde der altid været en ro. En stilhed havde altid fyldt ham under disse træer, og udsigten i månelyset over søen med de mørke træer på den modsatte bred havde givet han en inderlig nåde. Men i dag skulle denne fredens plads genlyde af skud!
Adrian vidste, at hvis han lod duellen spille sig ud, ville han miste Frede, hans majestæt, hans forbillede, hans Don Quijote til sin Sancho Pansa. Hvad gør en klog sekundant nu?

"Adrian!"
Det var Frederik, der talte. Adrian vendte forvirret hovedet mod Frederiks bronzeklare stemme.
"Hvis jeg taber," hans stemme dirrede umærkeligt, "hvis jeg taber, vil du så sige til Louise, at jeg...at jeg..."
Adrians opmærksomhed var splittet op i lige dele beskyttertrang og jalousi.
"Ja, Hr. Frederik, det vil jeg."
"Tak."
Atter blev der tavst imellem dem, som toppen af de to store ege dukkede op bag den lyngklædte banke. Adrian vidste godt, at Louise ikke var... at Frederiks forhold til hende var af en meget kompliceret natur. Louise var en smuk kvinde. Hun var datter af herremanden til Guldliljehus. Hendes øjne var som mørkeblå skovsøer, hendes gang ædel, hovedet var rejst højt i stolthed. Hun klædte sig i det skæreste purpur med guldbrokade og hvide hermelinshaler. Hendes ansigtstræk var fine og stærke, som var hun af sand vikingeæt. Jomfru Louise og Frederik var fra barnsben bestemt for hinanden. Men når Adrian betragtede deres samvær, så han sjældent andet end en from hengivenhed, som var de broder og søster. De læste digte for hinanden, og talte elegant om de billeder og gobeliner, som prydede deres gårde. Jomfru Louise fortalte ofte Frederik om lægeurter og ædle vine fra Frakrig og Italiens land. Hun lærte ham om årets gang og skyernes navne. Mens Frederik fortalte hende om jagtens glæder og ølbrygningens velsignelser. Stundom røg de pibe sammen og lo og pjattede i skumringen og løftede ølkrusene højt og slog dem mod hverandre. Men kys havde Adrian aldrig set.
Adrian tænkte sig væk, mens den tunge, åbne karet stred sig over den knasende grusvej. Hver gang Frederik tog et skridt i den stramme, tætsiddende dueldragt gav det et lille ryk i Adrian. Som om læderet gnubbede sig op ad HANS lår, som om trykket fra skridtbeskytteren var på hans...

Da lød der høje lyde fra den anden ende af søen. Grev Henrik den Grusomme havde et enormt følge.
Det var en flok lakajer, ubarberede, med upudrede parykker og falske blikke. De hujede og hvæsede og skabte en stemning af uretfærdig strid. For Frederik havde intet følge. Kun den tavse Adrian, som havde blikket fast rettet mod hver eneste bevægelse, som Frederik gjorde. Grev Henrik smilede ondt. Adrian kunne se, at dette ville blive en ulige kamp. For hver eneste af lakajerne havde deres hænder knyttet mod hver deres pistol. Frederik havde ikke en chance. Ikke én! Den måtte Adrian tage. Han kastede sig for Grev Henriks fødder, tryglende, idet greven løftede sin pistolfæstede hånd mod den dirrende Frederik, som forsøgte at holde sin arm rank og rettet mod greven grinende fjæs.

"Nådige greve," bad Adrian. Han kyssede grevens bestøvlede fødder, han greb om hans røde gamacher og løftede sit ansigt mod ham.
"Nådige greve, " tryglede han, "der må være en anden måde at afgøre dette slag på!"
Grevens mørke ansigt strålede som en dødsstjerne ned mod Adrians bedende ansigt.
"Rejs dig," gnæggede greven. "Du har ret. Der ér en anden måde." Adrian rejste sig skælvende. Greven smilede bredt. Hans hæse stemme hvislede gennem luften mod Adrians øre:
"Buk dig!"

Når Adrian tænkte tilbage på den eftermiddag blev han altid lidt drømmende og fraværende i blikket. Han hørte stadig skoven genlyde af suk og forløsning. Tænk, at alle de mænd...Ja, tænk, at så mange ædle mænd ku være således fyldt af samme ophøjede mål!

Duggen faldt blidt mod vejbreddens skinnende bladstængler, og Adrian tænkte på den forjættende lyd af mandige bælter, der klirrer mod hverandre og knappes op med små, lokkende smæld.

Hyldest til G via Kingo

2012-01-11T13:45:00.000-08:00

Hvad laver du, Kingo?
Jeg spiller den af, kan du nok se.
Jamen hvorfor, Kingo?
Jeg har lige skrevet en salme.
Jamen, Kingo, hvorfor skal du så spille den af?
Fordi det tænder mig.
Jamen, hvorfor tænder det dig, Kingo?
Fordi salmer er et turn-on.
Jamen, Kingo, hvorfor er det et turn-on at skrive salmer?
Fordi det bringer mig i kontakt med Gud
Er det et turn-on at være i kontakt med Gud
Øh – ja!
4real?
4real.
Jamen, Kingo..
Jamen, HVAD?
Mener du det?
Om jeg mener det?
Ja…
Mener hvad?
At det tænder dig at skrive salmer?
Om det tænder mig at skrive salmer?
Ja?
Okay, så.
Okay?
Ja, okay!
Okay, hvad?
Ja, for helvede. Det, der virkelig tænder mig, det er Søren
G.! Ja, så har jeg sagt det! Er der mere, du vil vide?!

Duellen - en novelle af BILTEMA

2012-01-11T09:41:00.000-08:00

Tågen lå tæt, og steg langsomt, mens solen opvarmede jorden, og siloerne åbenbarede sig i landskabet. Tågen steg til en blød altostratus, der spredte sig til tottede cumulus humilis. Det tydede på, at dagen ville bringe sommeren ind over søer, mosehuller og stridbare åer. Sivene stod ranke med blottede dunhammere.
Ved banelegemet hørtes en susen, mens 07.30-toget susede igennem tunellen under bavnehøjen. Mælkebøtternes stængler sitrede i forventningsfuld længsel efter de summende humlebier. De søvnige hyrder lukkede tyrekalvene ud, og de boltrede sig i kådhed på det dugvåde græs. En malkepige hev dovent i den brogede malkeko Marys dunkende yver. Mælken sprøjtede ned i malkespanden i fede stråler. En vildfaren hanmus fik en af strålerne midt i ansigtet. Den sorte præmietyr Joachim sled i sit tøjr, mens anden, Henrik, pressede sig imod de stive siv. Sommeren var varm og vild.
Lænet op ad et frønnet, hvidkalket stakit stod kusken, Adrian Magnus, og ventede på, at husmandens søn, Frederik, skulle færdiggøre sin morgentoilette. Adrian vendte sig og så ud mod det dampende morgenlandskab, mens han tyggede på et græsstrå. Det smagte frisk og sødt. Malkepigen, Margrethe, kom gående ud af stalden med to junger i sine hænder. Da hun så Adrian, blev hun varm og hed. Hun standsede et øjeblik og stillede jungerne fra sig. Adrians profil med det vippende græsstrå fra mundvigen, hans røde kuskejakke, de høje, blanke støvler og de stramme ruskindsbukser gjorde hende svimmel. Hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv.
Det havde været en svær morgen for Adrian Magnus. Han vidste, at det gjorde ham elektrisk, når to blanke våben mødtes i kappestrid. Og denne morgen havde han påtaget sig det ærefulde og skæbnesvangre hverv at være Frederiks sekundant i duellen mod Grev Henrik den Grusomme.
Et klagende skrig sønderrev gårdens stilhed.
"Nej, Frederik, nej!"
Det var Frederiks moder, Marie.
"Hold nu kæft, kælling! Drengen skal sgu da bevise, at han er en mand. Nu skal der fandme være holmgang. Og du skal bare tie! Thi kvinder skal tie i forsamlinger, sagde apostelen," råbte Frederiks Fader, Christian, brysk. Men moderens klage fulgte Frederik ganske hele vejen til kareten.
"Næ, har man hørt magen," sagde landposten bestyrtet over den tumult, der lød i den ellers fredelige gård. Selv grisene i stalden gryntede uroligt, og fårene brægede. Men Frederik satte sig fattet op på sædet ved siden af Adrian i den åbne vogn.
"Kør," sagde Frederik stille. Han var rolig. Mens hans ansigt var karrygult. Adrian blev sært urolig over at være så tæt på Frederik. Og det var ikke sekundantrollen, der trykkede ham. Nej, det var snarere...en slags tilbøjelighed. En uregerlig lyst, kanske en dybere trang, til at være tæt på ´Frede´, som han kaldte ham, når ingen andre forstyrrede dem. Han var flov og sært fysiologisk bevæget på samme tid.
Adrian kørte tavst hen over heden. Af og til skulede han til højre. Frederik sad stadig ubevægelig som en marmorstatue af Canova. Kun de kridhvide knoer afslørede hans nervøsitet. Som forplantede sig til Adrian. Hvis Frederik tabte duellen – han turde ikke tænke tanken til ende. Frederik var en utrænet kriger. Nok havde han fået højeste karakter i fægtetræning, men en pistolduel var nyt for ham. Adrian havde hørte de salte skud ramme de træstykker, som han øvede sig på. For få. Han ramte for sjældent. Hvordan skulle han ramme rigtigt nu? Adrian fyldtes af lige dele adrenalin og trang til ædelmodig herrestrid – åh, de klinger, de klinger! Men nu pistoler, åh....
En tid sad de endnu tavst. Solen rejste sig højere over himlen. Ved zenith skulle duellen stå under de to høje, ranke ege ved Herman Bangs sø. Han havde ofte ligget under de to træer og drømt sig væk udner stjernerne, mens han hørte de knirkende, gnidende lyde af de massive egegrene, som gned sig mod hverandre. Gren mod gren. Her havde der altid været en ro. En stilhed havde altid fyldt ham under disse træer, og udsigten i månelyset over søen med de mørke træer på den modsatte bred havde givet han en inderlig nåde. Men idag skulle denne fredsplads genlyde af skud!
Adrian vidste, at hvis han lod duellen spille sig ud, ville han miste Frede, hans majestæt, hans forbillede, hans Don Quijote til sin Sancho Pansa – hvad gør en klog sekundant nu?
"Adrian!"
Det var Frederik, der talte. Adrian vendte forvirret hovedet mod Frederiks bronzeklare stemme.
"Hvis jeg taber," hans stemme dirrede umærkeligt, "hvis jeg taber, vil du så sige til Louise, at jeg...at jeg..."
Adrians opmærksomhed var splittet op i lige dele beskyttertrang og jalousi.
"Ja, Hr. Frederik, det vil jeg."
"Tak."
Atter blev der tavst imellem dem, som toppen af de to store ege dukkede op bag den lyngklædte banke. Adrian vidste godt, at Louise ikke var...At Frederiks forhold til hende var af en meget kompliceret natur. Hver gang Frederik tog et skridt i den stramme, tætsiddende dueldragt gav det et lille ryk i Adrian. Som om læderet gnubbede sig op ad HANS lår, som om trykket fra skridtbeskytteren var på hans...
Så lød der høje lyde fra den anden ende af søen. Grev Henrik den Grusomme havde et enormt følge.
Det var en flok lakajer, ubarberede, med upudrede parykker og falske blikke. De hujede og hvæsede og skabte en stemning af uretfærdig strid. For Frederik havde intet følge. Kun den tavse Adrian, som havde blikket fast rettet mod hver eneste bevægelse, som Frederik gjorde. Grev Henrik smilede ondt. Adrian kunne se, at dette ville blive en ulige kamp. For hver eneste af lakajerne havde deres hænder knyttet mod hver deres pistol. Frederik havde ikke en chance. Ikke én! Den måtte Adrian tage. Han kastede sig for Grev Henriks fødder, tryglende, idet greven løftede sin pistolfæstede hånd mod den dirrende Frederik.
"Nådige greve," bad han. Han kyssede grevens bestøvlede fødder, han greb om grevens røde gamacher og løftede sit ansigt mod ham.
"Nådige greve, " tryglede han, "der må være en anden måde at afgøre dette slag på!"
Grevens mørke ansigt strålede som en dødsstjerne ned mod Adrians bedende ansigt.
"Rejs dig," gnæggede greven. "Du har ret. Der ér en anden måde." Adrian rejste sig skælvende. Greven smilede bredt. Hans hæse stemme hvislede gennem luften mod Adrians øre:
"Buk dig!"

Når Adrian tænkte tilbage på den eftermiddag blev han altid lidt drømmende og fraværende i blikket. Han hørte stadig skoven genlyde af suk og forløsning. Tænk, at alle de mænd...Ja, tænk, at så mange ædle mænd ku være således fyldt af samme ophøjede mål!

Duggen faldt blidt mod vejbreddens skinnende bladstængler, og Adrian tænkte på den forjættende lyd af mandige bælter, der klirrer mod hverandre og knappes op med små, lokkende smæld.

Solhverv

2011-12-20T02:38:00.000-08:00

Jeg drikker øl og champagne
spiser grannåle direkte fra træet
ude i natten
ryger tusind cigaretter
stjernerne er fuldstændig hysteriske!
Vi råber efter Orion:
"Kom ned og knep os nu!"
selv træerne er sexede

I morgen er det solhverv
henover himlen
en kæmpe ravn
derfor er der fred i denne stue.

Min telefons hemmelige liv

2011-12-12T10:03:00.000-08:00

”M.gro.si0mi.grgro.m.gr0m! m.m.gro.m.m.grm.m.00irrigro.”

”M!

Færgsin.mso.ingro.m.irrio.so.insin’smgro… Mgregrebgroso.in.mm.irri.grogrso.m.gr40gro.nrmm.iss.grm. Gro.gro.gro.hisign’s m.gro.mgrgro.”

”J Sgro.nrgro.m.grgro.nrgro

J sin.m.m.gro.grm.m!

inspi.grm.Gro.m.hmgr.so.in’sgro.m06nglsgro.0gro

J Missin.m.grsin.m.m.grm.hm.gro.gro.grm.gro.grspin.m.grsin.m’ssign.gro.sign.pro.hM.sin.m’sso.in.spinm.hippimm.hm…m.grm!

gpsisin.sin.nrso.righso.so.sin.m0mgrm.grm!”

”Pissin.m.grm.groso.Gørsign.ism.grism.m.grm.gro. Gro.grm.gro…os.ingro.grgo’ sisils.opho.gro.grspih.hiph.m.grm.gro.h J I.Gørm.m.m!

Grisgro.grismrm.gr.gorm.gr. Gørm.gro.grm.ISS grogro

J go.miro.grgro.m’ssim! Ghgro. Sprisin.i”

”Idyo0.grm.irrioM.gris.ro.en.gro00gr”

”Gro.m.grm.m!

Grebirgro.grso.gro.40m.grismis.gro.grgro.m.m.m.irrio.issgro.m.sin.m.m.grom.

Isgro…gregrebo.grgreb.”

”ISm.grm

J gosin.m.Is0sign.m.irrim. Gro.gro.gro.m.sin.m6mm.gr.0Gris0mm.gr.grgro.m.”

”Grissin.msin J gom.grism.mm!irri.m.mirosebis.0mgrisgro.mm.gro.grm.Isgro.m.gr.m.m.m.!

Grisgro.grmisM Isgryn…ismiro.grsin.m.hm.gro.m.gro.m.hrgro.ørn.m.grm.grorn.m.grogrmm.Isgro…grm. Isgro.m. Isgro.gro.m.grom.sin.gr.m.grm.gr.gro.grom.isgro...0

Forsmået kunstner haiku

2011-12-12T04:39:00.000-08:00

Mariehøns

losser mig hårdt

i bollerne

Gopler gnasker

mit slatne skræv

ustandseligt

Kamikaze

2011-12-12T04:32:00.001-08:00

Denne bloddråbeverden
er en bloddråbeverden
og sådan er fucking det

Mit besmittede vanvid er undfanget
stiller op mod hvem som helst
hælder mig selv på flasker og drikker mig op
jeg stopper ikke før tænderne ligger spredt som glas på gulvet
stopper ikke før revnerne i kraniet spreder sig
som Mississippis delta der løber ud i øjenhulernes hav
stopper ikke før mine negle falder i din hud
stopper ikke før hovedskallen åbner sig som en blomst
og afslører visioner af højdeskræk, skærende lys og
heavy duty maskiner i eksplosionsagtig brand
du har ikke set kunst før du har set
mine blå mærker, røvhul
mine knækkede ribben
og sprængte milt

Denne bloddråbeverden
er en bloddråbeverden
hell yes
hell yes

Satire fra arkivet 2

2011-11-27T07:59:00.000-08:00

Satire fra arkivet: Livingstone i junglen

2011-11-27T07:40:00.000-08:00

Tegneserie, tv-zapning, 2008. (Tegneserierietegnerinden har drukket en lille øl og røget en stråhat, derfor billed- og tekstkvaliteten)

Jan Gintberg-show:

Jan Gintberg: ”Jeg bliver nødt til at spørge Carsten…”

Mig (fuld, skæv): ”Tihi, det er overskægt! Stridt, gult og fedtet under næsetippen på små sure mænd fra Jylland!”

(Zapper til næste kanal): ”Hi ho, hi ho, on compromise we go!”

Jan Gintberg-show:

Niels Hausgaard: ”Man kan ikke lave satire på Anders Foghs noget-for noget-politik, det ville bare normalisere den.”

Mig: ”Hep!”

(Zapper til DR2, litteratur-program, mand med stor næse*, taler om sit forhold til Jokerens lyrik:)

Bukdahl: ”Det peger alle mulige steder hen. Det er sådan nogle sprogspil…”

Studievært: ”Det lever muligvis op til de formelle krav, sådan som man siger. Ja, rim er jo i sig selv ikke noget som helst – det er jo et formelt greb…”

Paneldeltager: ”…men fastholder du ikke dermed kunsten … er det ikke noget medie-lir?”

Bukdahl: ”Jeg bevæger mig ud i Jokerens lyrik – tør jeg indrømme det – som en Livingstone – en antropologisk forsker – og hvilke mærkelige dyr finder jeg ikke der i junglen!!”

Studievært: ”Men jeg er nu sikker op, at om 50 år, så er det stadig Sophus Claussen man tager ned fra hylderne!”

*som jeg først årevis senere identificerede som Lars Bukdahl. Genkendte ham på næseformationen.

Hjemstavn 2 – Mega Hjemstavn

2011-11-27T06:11:00.000-08:00

Der står jeg med min cykel i mørket og en nogenlunde bevidsthed om hvor jeg befinder mig geografisk. Natten er først lige begyndt. Sovebyerne sover. Det er deres metier. Mine beskedne cykellygter er kun rudimentære. De blå, grønne og røde lys på himlen er til gengæld fuldt udsprungne.

Jeg smider min cykel i grøften udenfor Buderupholm. Tror jeg, for mørket skjuler ethvert kendetegn, men der er et instinkt, som fortæller mig, at jeg har dette land under huden i så høj grad, at mine fødder selv finder hjem.

Det er korrekt. De finder selv hjem. Det bliver tydeligt, da solen står op og åbenbarer fjordens vand, der skinner som guld mellem de bløde bakker og grønne marker, selv i november.
Ved motorvejsudkørslen holder en bil. Lakken skinner, så jeg bliver blændet og vender hovedet bort, op mod himlen i stedet for at væde mine øjne i det nyudkækkede blå. Men her findes intet vand.

Før jeg stiger ind i bilen, ser jeg mod himlen, og på himlen brænder en rosenbusk!

2011-11-12T01:59:00.000-08:00

Himmerland. En hjemstavn.

2011-11-12T01:58:00.000-08:00

Mit land er en halvø, kun landfast med mit øvrige kød ved en smal stribe land mellem Angest og Klejtrup. Alle andre grænser er vand. Det er sandt. Der er kun fire kilometer sydgrænse mellem Klejtrup sø og Onsild, hvor der ikke er vand.
Der er vand. Masser af vand, kilder, som springer af bakkemassiver. Kilder, som bobler op gennem undergrund. Åer. Søer. Der er fugt. Højmosen Lille Vildmose er en som en stor svamp, som fastholder vinteren tre uger længere end i det øvrige land, med undtagelse af Store Vildmose (nordover, Vendsyssel, i mørket), som også er indhyllet længere end alle andre i den kolde damp. Her kan jeg sidde i hulvejen i dagevis og slå skærver af sten, hvis det ikke var fordi Tordenkalven i en vældig kæfert havde pandet mig sådan én, så han havde slået mejslen ud af min hånd, og den havde sat sig fast i mit håndled, lige i pulsåren med en sådan kraft, at lægerne måtte placere en bautasten i såret i stedet for mejslen, da blodet ellers ville fosse som vandet ud af Lille Blåkilde, gennem Lindenborg Å og helt ud i Limfjorden.

På denne tid af året er heden helt sort og indhyllet i tåge. Duften af lyng og revling og honing hænger dog ved, og jeg indånder den, så grådigt, som afhang min overlevelse af dens søde luft. Hedens duft svigter aldrig, forlader mig aldrig. Dens areal er mindre udstrakt i Himmerland end den egentlige hedeflade i Midt-Vestjylland. Men duften er den samme. Lyngen. Dens sorthed i november.

Jeg så dagens lys den nittende oktober 1974 i Terndrup, Lyngby Sogn, Fleskum Herred (som navnet antyder handler det om flæsk, herredets segl er en orne med løftede børster), en by ved hovedvejen Hadsundvej mellem de to respektive fjordbyer, Aalborg og Hadsund.

Jeg husker ikke vejret i tydelige billeder på den eksakte dag, men det forekommer mig at være gråt, oktoberfugtigt. Herefter blev jeg installeret ved Gravlev, på toppen af en bakke med rønnebærtræer, som lyste i silhouetter foran solnedgangen vestover. Besynderligt nok er disse bakketoppe et gennemgående tema. Jeg har altid haft et glimrende udsyn. Sidder jeg ikke i en lavning, hvor Tordenkalven kan overraske mig i sine kæmpebranderter, kan jeg almindeligvis se ham komme. Som før i den omtalte hulvej, hvor mit udsyn ikke rakte. Dér overraskede han mig. Han kan overraske. Det er hans métier.

Jeg foretrækker de høje steder. Toppen af Tinghøj. Brune Bakke. Skovbakken. Signalbakken. Jeg foretrækker at kunne se langt. Selv her i eksilet. Selv her, langt, langt fra Cimbrerlandet er der høje steder, hvor jeg kan danne mig et passende overblik. Tordenkalven skal aldrig overraske mig igen med sit brændevinsstinkende gab. Når det har regnet, ryster han sin store pels som en hund, og det ildelugtende vand står om ham som en glorie.
”Til mig kommer alt kød” griner han, guderne må vide hvor han har det fra! Han griner med sit ormstukne, vejrbidte fjæs helt op i mit ansigt, og han stinker af hjemmebrændt!

Søvnløs i sovebyen

2011-11-10T13:38:00.000-08:00

Jeg har prøvet mælk
Melatonin
Imozop
barbiturater
har også prøvet at skrive digte
her foretrækker jeg mælken
jeg har prøvet at gå
barfodet ud
i det våde græs
med ansigtet vendt mod
en spændstig Jupiter
i novembernatten
med karton i den ene hånd
glas i den anden
i den alt for stille summen
fra denne by uden ansigt
uden øjne der kan lukkes
ingen øjne
ingen søvn

Sys (Til Søren G)

2011-10-08T07:12:00.000-07:00

2011-10-08T06:55:00.000-07:00

KILLsmølfen

2011-10-08T06:54:00.000-07:00

På tide med et nyt indlæg?

2011-10-08T06:50:00.000-07:00

Elektrochokpigerne

2011-08-23T13:15:00.000-07:00

Men elektrochokpigerne ser ikke solskinnet og der falder et blåt støv ned over deres øjne. Elektrochokpigerne er søvnige i dag og deres hjerne er stegt. De husker ikke længere vores navne, og de husker heller ikke deres egne. Måske er det luftfugtigheden, der gør, at de vågner så mange gange i løbet af natten. De raver rundt på gangen som zombier i alt for store badekåber, og pludselig står de foran hinanden, før de går forbi. Der er højt til loftet, og det skråner let. Der er en røgalarm, et neonrør i en lille hvælving, skjult bag et finmasket trådnet. De har ikke brugt deres Venus Divines. De har ikke barberet deres ben i en måned nu. Det giver ingen mening her. De alt for store badekåber hænger om deres knogler.

Over bordet: en opslagstavle med afsnittets husorden og det fælles ugeskema. Et visitkort fra psykologen med den næste tid. Nej, det var den forrige tid. De ved ikke, hvor de har lagt den nye. Sådan er det med deres hukommelse. Der er ukendte stemmer ude på gangen. En, der præsenter sig som Margit. Men klokken er ti, og besøgstiden er ovre. De gemmer sig i deres dyner. De beder om en PN. Der er frugttræer og masser af selvhad. Der er gulve, der bliver skrubbet hver dag, mad der bliver serveret på klokkeslæt og masser, masser af tårer, masser af spildte somre. De ved ikke, om de andre hader sig selv som de gør, men de kan se at de ser forstenede ud. De har kvalme. De har lyst til at ryge. I træningsrummet rækker en tidligere soldat et glas saft frem imod en af dem, men de har mere lyst til vin. Nu ler elektrochokpigerne højt ude på altanen, hvor de ryger deres cigaretter og spiser marsbarer. Deres neglefil blev konfiskeret. Deres snørebånd blev konfiskeret. Deres oplader blev konfiskeret. Gad vide hvor ofte det bordfodboldspil er i brug? Er det målbart? Man kan genkende dem på afstand på blikket, bagfra på gangarten. Den måde øjnene flakker på. De er helt almindeligt psykotiske, suicidale som endnu en dag på kontoret. De har brændt deres tanker, spulet deres fortid med en ond højtryksspuler. Findes de, eller er det et mareridt, som de hele tiden vågner i? Nu slukker de lyset på gangen. Hvorfor skal de altid gå til sådanne ekstremer? Det bliver mørkere. Sommeren går, og ude ved havet bruser bølgerne videre uden dem, solen skinner uden at brænde deres kroppe og give dem hudkræft. De har ikke brug for mere. Patologien er fuldstændig, den fylder simpelthen alt. Måske vil det regne i morgen og dryppe fra træerne med de umodne æbler. Bag natten er der endnu en dag i deres eget forpulede selskab. Muligvis skinner solen.

2011-03-28T12:21:00.000-07:00

Showdown (Panorama i multipelt perspektiv)

2011-03-28T12:15:00.000-07:00

Fra bakkens top er der uhindret adgang direkte ind i denne tydelige solnedgang. Ved horisontlinjen er himlen glødende rød, og fortoner sig mod himmelhvælvets zenit til orange, gul, grønlig blå, og øverst oppe i hvælvet afslører natten sig i et enkelt punkt i dyb violet, næsten allerede sort. Denne sortviolette vil falde nedad inde længe, som en væske, en mørk olie, som langsomt hældes ud over toppen af en glasklokke, og som breder sig ned af klokkens sider, langsomt.

Fra denne bakke er der udsigt til en lufthavn, en privat landingsbane, våd og glat af en tidligere på dagen faldet regn, og lysende som et bål i solens hysterisk pralende afsked med denne uidentificerbare dag. Ingen ved, hvilket land, vi befinder os i, og det er også lige meget, for denne solnedgang er tidløs og blottet for nationalitet. Vi er muligvis på en pol, sydpolen, nordpolen, hvilken som helst af de andre kontrastskabende steder, for alting er så tydeligt, så uendelig tydeligt. Det er tydeligt, at der er en stor risiko ved at opholde sig på dette sted, en selvrisiko for at miste eller at vinde sig selv, alt efter om man spiller sine polare kort rigtigt.

Ved landingsbanen står indtil flere ventende skikkelser. De kan endnu kun anes i silhuet, men jeg ved præcis, hvem hver eneste af disse ventende silhuetter tilhører, selvom jeg ikke har set dem i tidsrum, der spænder mellem år og århundreder. De dukker op en efter en som skygger mod den glødende himmel.

Nu synker solen helt, og så åbenbarer natten sig, og aldrig har ingen set noget så klart som denne klarhedsnat, denne stjernenat med alle de lysende stjerners huller i et sort bagtæppe, som findes der et klart skinnende lys bagved dette tæppe af sort fløjl. Himmelhvælvet er en sort klokke, en montre som på et stort museum, og det er mig, der bliver fremragende fremvist i dette display, sublimt iagttaget af den højeste iagttager gennem alle de lysende øjne, alle de øjne, som tydeligvis hidrører fra et enkelt samlet iagttagelsespunkt, som pattedyrets og reptilets gennem to, som edderkoppens gennem otte. Jeg overvejer et kort øjeblik iagttagelsens fødekæde. Hvem har de bedste forudsætninger, hvem ser mest? Hvem ved hvordan bakteriet perciperer, hvordan ser viruset? Ser mennesket dyret, dyret den encellede organisme, den encellede organisme bakteriet, bakteriet viruset, viruset atomet? Og er vi derved ikke nået fuld cirkel, eftersom atomets iagttagelse os selv, indefra, gennem molekyler, gennem celler, må være det oprindelige udgangspunkt? Nattens syn er naturligvis af panoramisk karakter og fordelt over hele halvkuglen. Jeg føler mig præcis som på en scene, verdens største og vigtigste scene, som i verdens mest ypperligt vigtige show, Angstfaktor.

Ved de andre, at vi er set? Jeg kan høre, at de taler, kun i konsonanter, om deres rejse i hver deres fly af ren krystal, så rejsen har været synlig fra alle vinkler, ikke kun for dem. De praler af deres ankomsttidspunkt. En ankom for tusind år siden. En anden for femhundrede år siden. En tredje for 556 år siden, en i sidste uge, en i går. Jeg har intet at skulle have sagt i deres etablerede optik, eftersom jeg nu ankommer som den sidste, men det er der åbenlyst ikke noget at sige til, for regnskabet skal alligevel gøres op. Der skal være showdown, og det bør foregå i en hangar, hvor vi kan gemme os i gamle køleskabe, vælte artefakter af stål nedover hinanden og blive som rasende gribbe ved lugten af hinandens blødende kød, mens vi forsøger at fastholde dette, som ikke kan fastholdes til en krampagtig tilstand, som kun tjener til at skubbe smerten ud over en nær horisontlinje, så den stadig stråler mod os som varmen fra en grill.

Det skal filmes, mens vi slås, og det skal trækkes ud til en uudholdelig suspense. Det skal trække i langdrag. Vi har alligevel kæmpet på afstand gennem århundreder.

Men det står klart, at alle iagttagere ved hvem vinderen er, fra alle punkter, som ligger længst væk fra hinanden, alle vinkler, alle poler, alle de yderligste steder.

Den, som har øjne at se med, han ser.

Et par forårs-events

2011-03-27T03:01:00.000-07:00

Ordkraft, Aalborg, 9. april http://ord-kraft.dk/

Litterær Jukeboks i Skanderborg den 14. maj med Bordtennis i Himlen
http://www.facebook.com/event.php?eid=108052779269648¬if_t=event_wall#wall_posts

Villa, vovhund, Volvo, voldgrav

2011-03-16T06:24:00.000-07:00

1.

De råber forbi hinanden
skudsalver flyder forbi deres væsen
det er i lige overkanten
af ubrugt metaforik

De kan ikke lide det på en god dag
hverken i etageejendom, parcel
heller ikke i et højhus

Men allermindst
når de mindst venter det
lige meget i hvilken bydel
og allerhelst uden fejlagtighed

Her taler de som hinanden
dog ikke i falset, og dog
endnu sjældnere fornuftigt
men i en af de andre bydele
den fjerne,

der hvor du boede en gang
er der aldrig fred for
sværmen af bier
som flyver langsommere
og endnu langsommere

2.

Det er en udmærket
mulighed for at undgå den
(fængslende)
måde hvorpå hun lukker mig inde
i forstæderne hvor alting sover
gennem Ikeatågen

og ingen ved
hvorfor der ikke
findes nogen måde
for nogen
at slippe væk

Fordi asfalten er blød og klistret?
spørger hun med øjne
næsten lukkede

3.

Vi har kun adgang til dette:

En eneste tråd, der ikke har forbindelse
til dette udbredte rodnet, som
kan være den direkte årsag til
at vi forlader sandheden

Men vejen fortsætter
til nye yderkanter
jeg ved ikke hvor lang tid
vi har brug for
for at føre denne
kærlighedserklæring
det sted hen hvor den
forbliver klar
og himmelbelyst
over de højeste bjerge

4.

Men bare du stadig vil
drikke af denne kop, og
måske fylde den op
ved den øvre kilde
således at også jeg
kan drikke af den
uden at behøve
at fortrække en mine

Overfor dem som ikke jeg
har placeret på udsatte steder
før nu

Det er et stort held
for jeg elsker ikke gentagelsen

Men kuglegrillen der:
tænd op, nu!

Forsmag på forstad

2011-03-07T03:28:00.001-08:00

Elise er elliptisk
og hendes mand, Knud
en 90 graders ret vinkel

De bor i et parcelhus
hvor væggene har øren
og gulvet øjne
og loftet mangler helt

Men det sidste
har de ikke bemærket

Obelisk (til en bankrådgiver)

2011-02-28T13:14:00.001-08:00

Pis op af monumentet
før renten stiger
min u-ven

Her lades al kærlighed ude
vi kender ikke hinanden
fra førhen
men det er også lige meget
thi vi har fuld gang i vores
småborgerlige forhold
som lugter langt væk af
heste og satan og
yderligtgående andedamme

- føj -

Men for længe siden var det anderledes
du kan ikke efterligne det
eller imitere det
fuck dig hvis du prøver
dit svin

Men se dig omkring
er der noget anderledes fra igår?
Har jeg foretaget ændringer i
min tegnebog
min økonomi
mine rentemæssige
omkostninger pr. år?

Tag dig sammen et øjeblik
måske to

Din mimik -
har du styr på den?

Efterligner du
dem du egentlig
helst ikke
vil ligne?

Måske handler du u-etisk
måske u-egennyttigt
men muligvis til fordel for
og ellers udmærket
sig ikke at alt det her er forkert!

Den knyttede hånd, ja
den der!
Hvad ville du ellers sige?

Ingen kender nætterne
men pis op af monumenterne
såfremt du har muligheden

Giv op altid!

Nej, aldrig!

Uden titel

2011-02-27T02:01:00.000-08:00

Du sætter dig ned
du hører hvad jeg siger
du hører efter
du kommer ind
du sætter dig ned
du hører hvad jeg siger
du hører efter

Lytter
muligvis lytter
som kun den gør
som har øren

Jeg kan trygt gå ned
helt ned
jeg kan gå helt helt ned
for jeg er alene
og alene er det
i orden
at lede efter
bobler fra dybet
summende blod
nyligt arrangerede
parametre
& hurtigt efter
hinanden
følgende erkendelser

Du rejser dig op
& går ud
verden visner
som en blomst
når du går
og forlader stedet

Med langt mere
end forventet

Et ægte reptil*

2011-02-23T06:25:00.000-08:00

Jeg er et reptil, et ægte dansk reptil. Jeg har fans. Mine fans giver mig gaver.

Er det danske gaver? Jeg kan kun lide det danske. Dansk, tak, hører jeg tit mig selv sige. Jeg kan lide dansk. Og jeg kan lide at få danske gaver. Du får ikke noget. Du må vente til det bliver din tur. Hvad er jeg for et dyr? Jeg er født ægte. Jeg er et reptil. Et ægte reptil. Nu bliver du bange. Jeg fås ægte på recept. Lars Løkke, det er mig, jeg er Søren Krarup, jeg er Birthe Rønn-Hornbech, jeg har skæl. For jeg er et reptil, et ægte dansk reptil!

Trækfugle, det er dansk. Grænsepost også. Demokrati med plads til folk fra alle slags nationer, det er dansk. Skagensmaleriet, det er dansk, så det basker. For jeg er ægte, et ægte reptil. Jeg er født ægte i brændende ost med ild i, det er napalm. Jeg er hot, jeg er ægte!

Selv en ål også et reptil. Men med mælk på, det er dansk. Ligesom kartoffeltyskerne. Ligesom taterne. Som landsknægtene. Som roe-polakkerne. In vino veritas, det er dansk. Det er dejligt. Rødgrød med ål, mange ål. Det kan reptiler lide, og jeg er ægte, et ægte reptil. Jeg kan finde på at finde på at hente en liter dansk mælk, dansk som Her Er London. Jeg skal hilse fra Prinsgemalen, han er også et ægte reptil, et ægte dansk reptil!

Det udanske kan få et æselspark, et ægte reptil-spark lige i det udanske ansigt. Det udanske er født bange, indlysende klistret ind i egen angstsovs. Selvlysende og en km/t fra øen, hvor der kun lever Pernille Aalunder – det er dansk! Det er derfor de ikke er forbudt – endnu! Dyrene elsker det. De kan lide det. Jeg er et dyr, et dansk, ægte dyr, en ægte dansk reptil. De æder det. Som indbagt reptil-højreb. Ååååååh, det svulmer op! Fiskefilet til alle – det er dansk!

Race-urenheder, det er ikke dansk. Det kommunale, det er dansk, den dansk-kommunale himmel. Her går det godt. Sild og snaps til reptilerne. Åh, så dansk! Som en handske, et Randers-reb. Nu bliver du bange! Men vi skal længere ind, helt ind i det danske, ind i den danske sjæl. Det, du bliver bange for, er hvor langt vi rent faktisk kan komme ind. Reptiler er nemlig smidige, borende dyr, smidige, ægte, borende dyr, der borer sig langt ind i det danskeste danske og filtrerer urenhederne fra. Jeg er et smidigt reptil, udtalt smidig. Et levende fossil. Så dansk er jeg, at jeg altid har været det. Prækambrisk ægte! Find mig i kultiden også, dansk har jeg alle dage været. Men vi må aldrig, aldrig glemme Bertel, FREMAD! For alt det danske, som vil komme!

Fiskepinde, stærkt panerede, det er dansk. Fiskefilet til alle! At sparke til knolde, det er dansk, Ole sad på den. Længtes ud, det var dumt. Det var udansk. Nu kan det være nok! Jeg er reptil, et ægte dans reptil. Det er frækt! Pikant! Anderledes! Velkendt! Frigivet reptilporno, det er dansk. Dyrene elsker det. Og jeg, jeg er et fænomen, et særligt ægte dansk reptilfænomen. Jeg er fleksibel, et ægte, fleksibelt dansk reptil, omstillingsparathed, det er dansk! Elsker du dit job, så er du dansk, så dansk, som kun det moralsk og uomtvisteligt omstilingsparate medarbejderreptil!

Jeg er et ægte reptil, et ægte dansk reptil. De elsker mig på kommunen. Der har jeg mange fans,og de giver mig gaver, danske gaver. De kan lide det, og de æder det råt! Så ægte er jeg, så meget reptil er jeg, et ægte, dansk reptil! Et ægte, ægte reptil, et ægte DANSK reptil!

*Tak til Andreas Hjertholm for leverancer af guldkorn til dette frrrrrremragende stykke skriveri!

Maleren er i krise og går på druk

2011-02-13T08:32:00.001-08:00

Han bringer sig på kant
gennem en uendelig række af provokationer
uden bevidsthed om hverken
sin årsag eller virkning
og absolut blottet for realitetssans!

Således lader han stumper
Af sit eget evangelium
drysse over uinteresserede tilhørere

og forsøger at undslippe
sin moralske destination
drikker sig ud af sin pligt
i smukt gyldent øl gennem Ikeanatten

Maleren er her stadig
Maleren er til stede i
en uendelig strøm af provokationer

Nu poserer han som rytterstatue
og begår dumheder
mange dumheder
sikker på sin oplysthed
af et stilfuldt lysskær
og det opvejer alting,

tror han

Andreas Hjertholm tegner - kan du finde "Holger"?

2011-02-11T04:23:00.000-08:00

Herr B. und Karoline

2011-02-09T05:37:00.000-08:00

Herr B. beholder hatten på ved bordet. Herr. B. hælder kaffen op for Karoline med håndbevægelser, som havde han aldrig bestilt andet end at hælde kaffe op for Karoline. Hatten klæder Herr. B.
Nu gemmer han sig bag avisen. Det gør ikke noget. De behøver ikke tale hele tiden. Selvom hans stemme klinger som malmklokker – pyt! Hun ser hans skælmske øjne lure under den sorte hatteskygge og over avisens horisontlinje. To små dybblå solopgange fra tid til anden. Der smiler.

Nu går de ud i regnen, ud på Unter den Linden, hvor dråber fra træerne spejlvender den blygrå himmel, og Herr B. slår paraplyen holder paraplyen over Karolines hoved, og fugten i luften kruser hendes hår, men det gør ikke noget, for som Herr. B. med metalstemmen, flydende, som under igangværende smederi, bekendtgør: ”Du bist einfach schön!”
Hun kan lide hans stemme, når han læser op fra hotelkataloget, som blandt andet formidler hvilke elektroniske faciliteter, som forefindes hvor.

Duften af rent linned, duften af ”Lilla vand” på marmorklinkerne: Hvilken befrielse fra al den tunge maling, linolie, terpentin!

Maleren lider af voldsomme tømmermænd

2011-02-09T05:31:00.000-08:00

Man skal aldrig falde i søvn i atelieret!

Når ethanol og terpentin møder hinanden
er den kemiske reaktion uforudsigelig
og resultatet på andendagen
om muligt værre
og denne morgen
er om muligt
værre end alle andre morgener

For Karoline er væk
og henter derfor ikke vand
spejler ikke æg og rister ikke brød
udøver ikke fellatio
af netop den karakter
som er nødvendig
for at dagen ikke
er ren lidelse og kunsten mulig
nej
ingen malerier i dag,
end ikke en skitse

For Karoline er væk
og dét, mine herrer
er hans egen forpulede skyld!

Mundharpen

2011-02-03T10:03:00.000-08:00

Jeg vågner ved at noget laver en lyd. Det lyder som et tungt åndedrag, men det er som om det kommer fra enden af sengen. Der er helt lyst i værelset. Derfor kan jeg se manden tydeligt. Han har mørkt, kort hår, som indrammer hans tynde, blege ansigt. Hans mund er en blegrød streg, og hans øjne er meget alvorlige. Et øjeblik antager jeg hans ansigtsudtryk for bedrøvet, men langsomt står det klart, at det er mig, han er bekymret for. Han ved jeg vil savne ham, det er derfor, han ser så alvorlig ud.

Selvom jeg står op og går lige igennem ham, bliver hans ansigt ved med at hænge i periferien af mit indre blik. Det gør mig træt.

I supermarkedet stirrer han på mig over køledisken. På kirkegården blinker han til mig fra gravstenene med de alt for korte intervaller mellem fødsel og død. Jeg skynder mig ud af kirkegården og ned til søen. Den halvt smeltede is breder sig ud som et arktisk landskab, og der er meget stille mellem grenene, som drypper under februarhimlen. Der er overjordisk stille. Ikke engang bilerne fra den nærliggende motorvej laver lyde, og der er øde. Jeg tror, jeg er alene.

Så ser jeg ham. Han står på den anden side af søen og kigger på mig fra bredden. Der er en sjælden ild i hans blik, som jeg kan mærke selv på afstand, og han gør en gestus med sin ene hånd, som han fører op mod sin mund; jeg ikke kan afkode den helt, før jeg hører toner, som bliver båret af vinden mod mig fra den modsatte søbred. Det er en hæs, insisterende tone, som skærer sig direkte gennem alt kød som en svejseflamme med en utroligt målrettet kraft. Lyden er så skærende, at jeg må sætte mig ned og lukke øjnene, og se hvordan lyden trækker billeder ud af min sjæl med ætsende pigtråd: Sommernætter, nordlys, tårnene i indre København, sol mod gulkalkede mure, kraftige flymotorer, dugvåde fodboldbaner, blanke sko, hurtige sportsvogne, discokugler, røde nedgående sole, ildebrande set fra motorvej, Langebro, der lægger sig, sølvblanke floder. Pigtråden trækker en knaldrød limousine op gennem systemet og jeg kæmper med min kvalme ved søens blanke is.

Han spiller stadig fra den anden bred. Vi er heller ikke alene mere. Der er kommet andre til, lokket af hans spil. Alle sidder og lytter andægtigt fra søbredden. Men nu vender han sig om og begynder at gå. ”Hvor skal du hen?” råber vi alle efter ham. Han svarer ikke, men går. ”Hvornår skal vi se dig igen?” Rygvendt mod os hilser han med den ene hånd, mens den anden stadig holder harpen mod sine læber, og lyden trænger som altid dybt ind i sjælen gennem de blødende trommehinder. Han bliver mere og mere gennemsigtig, mere og mere usynlig, som han går gennem landskabet. Han forsvinder helt, opløses i den blege februarsol.
Dagen er lys og senere bliver solen rød før alt bliver sort.

Vintereventyr

2011-01-25T10:51:00.000-08:00

Det sekssidede prisme er snekrystallet i sin allermest enkle form / sådanne krystaller er så små / at de næppe kan anes med det blotte øje / det er her snefnuggenes liv undfanges / før de begynder at spire fra denne form / og fra deres hjørner begynder at forme avancerede figurer

Det simple prisme er næsten det samme / dog er dets facetter dekoreret med adskillige udskæringer og ophøjede rande / fladelignende snefnug som dette formes når temperaturen / er nær minus to eller nær minus femten / sådanne snefnug er almindelige

Stjerneplade-snefnugget er tyndt og fladt / med seks brede arme som former en stjernelignende skikkelse / deres ansigter er ofte dekoreret med ubegribeligt / avancerede symmetriske aftryk / fladelignende snefnug som dette formes / når temperaturen er tæt på minus to

Det opdelte fladesnefnug / er en stjerneformet plade / men med særligt distinkte ophøjede rande / som tilspidser sig mod hjørnerne af de tilstødende prismers facetter / fladelignende snefnug som dette formes når temperaturen / er nær minus to eller nær minus femten / sådanne snefnug er almindelige

Stjerne-dendrit-snefnugget / med grene som breder sig ud fra dets grene / er ganske store krystaller / typisk to til fire millimeter / og kan ses med det blotte øje / denne populære krystalform kan ses / på jule- og vinterdekorationer overalt

Dette snefnug har bregnelignende stjernedendritter / grenene på dette fnug har så mange sidegrene at det ligner bregner / disse er de største krystaller / og falder ofte til Jorden med diametre på fem eller mere / men trods den store størrelse / består de kun af et enkelt krystal / og vandmolekylerne er bare linet op fra den ene ende til den anden / og den bedste puddersne hvor du synker til knæene når du står på ski / er af stjernedendritsnekrystaller /og de kan være så umådeligt fine og lette / at de danner en pude af glitrende sne
.
Det hule søjlesnefnug / er en sekssidet søjle med koniske hule afslutninger af begge dets ender / disse fnug er ganske små / så du behøver et godt forstørrelsesglas for at se at de virkelig er hule

Nålesnefnugget er en slank søjle som vokser frem / når temperaturen er omkring minus fem grader celsius / på dit ærme kan du se de små snefnug som ligner små hvide hår

Det vidunderlige ved snefnug er at deres skikkelser / vokser frem af små tynde plader til lange slanke nåle / når temperaturen blot ændrer sig få grader / hvorfor dette sker vedbliver et videnskabeligt mysterium

Et hættesøjlesnefnug / vokser først frem som små tykke søjler / og derefter bliver de blæst ind i de regioner af skyerne / hvor deres vækst bliver fladelignende / og resultatet er to små fladelignende krystaller på hver ende af issøjlen

Det tolvsidede snefnug / er faktisk to snefnug som har forenet sig / den ene roteret tredive grader i forhold til det andet / sådanne snefnug er ganske sjældne

Det triangulære krystalsnefnug / er formet når fladerne vokser / som besnablede trekanter / og kun når temperaturen er nær minus to grader celsius / disse krystaller er også sjældne

Rimkrystallet / skyer formes af talløse smådråber af vand / og til tider kolliderer disse dråber / med snefnug / og klistrer sig på dem / disse dråber kaldes rim

Ved at lade snefnuggene vokse i kontrollerede laboratorier / sørger snegartneren for en stor variation af former og størrelser / ved hjælp af hans sublime styring af temperatur og fugtighed / hvis du kikker efter kan du se / krystallernes former under forskellige omstændigheder vokse frem

* af tilsyneladende intet *

Tordenkalven (Chr. C. Larsen 1816-1891)

2011-01-19T08:10:00.000-08:00

Dæksel

2011-01-17T03:29:00.000-08:00

Det er den der lurvede, skvulpende lyd. Jeg ved ikke, om jeg tør lade være med at lytte efter den.

Hvad er der nedenunder det dæksel? Jeg tør ikke kigge efter, men jeg tør heller ikke lade være. Er der noget værre end det jeg tror, hvad tror jeg?

Det er bare et let gennemsigtigt dæksel over en hylende ond brønd. Det er vildt klamt. Jeg har kigget ned i den engang.

Det er sindssygt ækel-klamt.

Det er væmmeligt. Jeg er pisse bange for det dæksel.

En hjemstavn ( til skrivegruppen 17. januar 2011)

2011-01-17T03:09:00.000-08:00

Mit land er en halvø, kun landfast med mit øvrige kød ved en smal stribe vand mellem Øls og Klejtrup. Alle andre grænser er vand. Det er rigtigt nok. Der er kun fire kilometer sydgrænse mellem Klejtrup sø og Onsild, hvor der ikke er vand. Der er fugt. Højmosen Lille Vildmose er en stor svamp, som fastholder vinteren tre uger længere end i det øvrige land, med undtagelse af Store Vildmose (nordover, Vendsyssel, i mørket), som også er indhyllet længere end alle andre i den kolde damp. Her kan jeg sidde i hulvejen i dagevis og slå skærver af sten, hvis det ikke var fordi Tordenkalven i en vældig kæfert havde pandet mig sådan én, så han havde slået mejslen ud af min hånd, og den havde sat sig fast i mit håndled, lige i pulsåren med en sådan kraft, at lægerne måtte placere en bautasten i såret i stedet for mejslen, da blodet ellers ville fosse som vandet ud af Lille Blåkilde og helt ud i Limfjorden (grænsen).

På denne tid af året er heden helt sort og indhyllet i tåge. Jeg så dagens lys den nittende oktober 1974 i Terndrup, Lyngby Sogn, Fleskum Herred, en by ved hovedvejen Hadsundvej mellem de to respektive fjordbyer, Aalborg (borgen i strømmen) og Hadsund (etymologi uvis). Jeg husker ikke vejret i tydelige billeder den dag, men det forekommer mig at være gråt, oktoberfugtigt. Herefter blev jeg installeret ved Gravlev, på toppen af en bakke med rønnebærtræer, som lyste i silhouetter foran solnedgangen vestover. Besynderligt nok er disse bakketoppe et gennemgående tema. Jeg har altid haft et glimrende udsyn. Sidder jeg ikke i en lavning, hvor Tordenkalven kan overraske mig i sine kæmpebranderter, kan jeg almindeligvis se ham komme. Som før i den omtalte hulvej.

Jeg foretrækker de høje steder. Toppen af Tinghøj. Brune Bakke. Jeg foretrækker at kunne se langt. Selv her i eksilet. Selv her, langt, langt fra cimbrerlandet er der høje steder, hvor jeg kan danne mig et passende overblik. Tordenkalven skal aldrig overraske mig igen med sit brændevinsstinkende gab. Når det har regnet, ryster han sine store pelse som en hund, og det ildelugtende vand står om ham som en glorie.
”Ad me omnis caro venient” griner han, guderne må vide hvor han har det fra. Han griner med sit fjæs tæt på mit, tænderne ormstukne, og han stinker af hjemmebrændt.

Mazurka under pergolaen af Søren Gehlert Schmidt og Louise Kristensen

2011-01-15T12:52:00.000-08:00

Dåbsgave til de royale tvillinger - en afviklingsnovelle i primærfarver

- Åh ja, lige dér! Giv mig den! Åh, ja, giv mig den! Åh! Åh!
- Åh baby, der, nej dér! Ja ja JA! Åh, åh, åh!
- Ahh…åhh…hhh…ahh…ja! JA! Dér! Åh, giv mig den!
- Ad?! Ad ad ad! Hvad fanden er det, her stinker af?
- Ja, hvad fanden er det, her lugter af? Du har da ikke…vi har da ikke…jeg mener…
- NEJ! Eller har vi? Ku du tænke dig det?
- Øhh…mjnajjoøhe 1)…det ved jeg ikke…mjjo …men her lugter meget, gør her ikke?
- Jo, det STINKER nærmest. DU stinker! Har du skidt i bukserne?!
- Hvad? Hvad er det du siger? Hvad siger du? Det er ikke mig! Det er DIG – dit beskidte svin!
- BARE FORDI JEG HAR SKIDT 1 ENKELT GANG UNDER ORALSEX! DET VAR IKKE MIG! FAT DET DOG!
- Det var ikke kun en gang. Det har du gjort mange gange, dit ækle dyr!
- Små slag, små slag. Du har sgu da bæ på skjorten! Fuck, hvad har du gang i?
- Hvad snakker du om? Hvad fanden…ad! Der er sgu da lort på min skjorte!
- Og på min! Der er sgu da også lort på min skjorte!
- Føj, for helvede! Det er jo lort! Føj for den lede, vi har jo knaldet oveni en – hundelort! Føj for alle ramsalte djævle!

Samtidig, i tykningen ved den nyligt fældede eg, fremtræder skyggen af en lille, fedladen mand med en krone på hovedet. Han går og kalder. Han kalder et navn ud over sommerlandet med de summende insekter. Lyden af hans stemme når de to unge elskende. Han træder nærmere, denne lille fedladne mand med en krone på hovedet. Han stiller et spørgsmål:
- ’ar I set min ’und?
- Hvad?! Er det dit syge bæst, der har overskidt vores knaldemark? Du er i en verden af problemer, kammerat!
- Jamen, det er en grav-’und. Den er ikke særlig stor.
- Du sover med fiskene lige om lidt! 2)
- Jeg skal ikke sov med nogen fisk, jeg er præns og min ’und er blivet væk. I kun fundet dens lort! Dumme danske svin!
- Danmark som republik nu, dit fedladne lille prinsesvin!

***
- Godt du havde taget din

gun med! Republikken rykker nærmere! Kongen er død, folket leve!

Sic transit gloria monarchii!

1) Tog-tale
2) Jep, monarki!

Pisset smagte af parmesan (queertekstuel meta-feta)

2011-01-15T12:48:00.000-08:00

af Søren Gehlert Schmidt og Louise Kristensen

- Ved du hvad – vi har altså ikke knaldet i 1000 år. Hvorfor knalder vi ikke mere? Er der noget galt med mig? 1)

- Jeg ved det ikke, min ven, svarede jeg, mens jeg tørrede et firkantet Bodumglas af med det rødternede italienske viskestykke. Jeg stillede glasset fra mig, tungsindigt, og så på min ven gennem mange år.

- Det er som om vi har glemt de små ting i livet. Som for eksempel ost. I øvrigt synes jeg at vores sexliv er blevet 2) frækt og ubehageligt på samme tid. Er vi ved en korsvej? Og handler den om ost?

Jeg tager et nyt glas, vasker det i den grønne opvaskebalje i den skummende Fairy-sæbe, og tygger på miin vens ord. Er vi ved en korsvej? Og handler den om ost?

I det samme kører en lastbil forbi – og knuser to kopulerende katte. Skrigene fylder natten, og det viser sig at de begge var hjemløse. En særlig hjemløshed fylder i det øjeblik de to, relativt ostefetischistiske venner. Sex burde være det sidste de tænkte på. Men netop fordi ost er ost, burde intet andet være nødvendigt. En øde ø, en skibskatastrofe, en pludselig død i en kiste af ost. En sort obelisk af Grana Pardano, en stor hvid hval af Gouda. Et dronningemord af udflydende gammelost med rom udover. En Edamer-steppeulv. En blød, cremet, marineret Hermeliner-Lykke-Peer. Kongens ostefald! Og Erik Menved-lillebrorost med en svag essens af Gehlertico, Dronning Louise-camembert, Bukdahl-smøre(ost) 3). En dunkende diva af Danbo. Alt er ost, sagde prædikeren, endeløs ost. Måske. Der er krise i den ostefetischistiske højborg. Men min elskede, dine øjne er som ostegazellen, dit hår er som Bruyere! Min ostekop flyder over. Vores kærlighed var engang som osten plantet ved bækken, den modnes til rette tid. Kærlighed tager den tid kærlighed skal tage. Men når ost er reduceret til bare erindringen om ost – er ost så ost alligevel? Og hvem skærer osten?

Langsomt, men også lejlighedsvist frenetisk, som en fissesyg fisker, dukker månens gule ost op i horisonten. Som en erindring, man ville ønske var pakket til randen med ostehaps, oste-raps. Månens gule ost, gul som en sennepsmark, men der er intet nyt fra ostefronten.
Og hvem ringer ostene for? Den gamle mand og osten? Et pindsvin med en skøn odeur af Parmesan spænder ben for dig. Og du tisser. Det er dejligt. Varmt. Duftende. Dit tis er nærmest avantgardistisk. Dit tis er - kulturradikalt!

Dit skønne tis driver ned ad mit ansigt. Når jeg tænker tilbage på dette scenarie 4) , tænker jeg:
”Pisset smagte af Parmesan!”

1) Er fisse med 8 s-er?
2)Grammatiske fejl er udtryk for mental deficit.
3)Overskredet sidste salgsdato
4)Meta-feta

Kære Lars (måske er det mig)

2011-01-09T13:34:00.001-08:00

Kære Lars, måske er det mig
der sparker dine ruder ind
snitter dine dæk
ridser lakken på din bil
måske er det mig
der lukker skorpioner ud
i din skuffe med JBS-underbukser
(forvaskede, gullige)
måske er det mig
der gemmer en cobra i din cisterne,
kære Lars, måske er det mig, men
kig ud af dit vindue
måske er det ikke mig;
de står i kø!

Er du vred nok nu?

2011-01-09T02:02:00.000-08:00

Jeg har ikke altid ret
men jeg ved hvad jeg taler om
Jeg må fortælle det, skat
det vil afholde mig fra at flyde omkring
det sker altid om tirsdagen
når vi er så pisse langt ude
blodige og kolde
og jeg er totalt udvasket
han kastede den første sten
jeg smed den næste lige bagefter

Er du vred nok nu, er du vred nok nu
til at skubbe mig væk?
Er du vred nok nu
til at bede mig skride?

Jeg er ikke altid god
selvom du altid er så skide flink
jeg er ikke altid ond
og du hyler ikke altid op
og smider med ting
men jeg ved du kan hjælpe mig
og måske endda tilgive mig
for at jeg pandede dig en
før du selv falder død om på gulvet

Er du vred nok nu, er du vred nok nu
til at gi mig igen?
er du vred nok nu
til at bede mig skride?
Tak til C. Funch for tekstlig inspiration

Danskheden helt ind i dig...

2011-01-05T10:30:00.000-08:00

Kurt

2011-01-05T09:42:00.000-08:00

Hans stemme drukner
næsten i kunstig
harmonika

Du elsker Jesus tænker du
siger du
mens vi søvnigt-farvelsigende
fortæller
i fællesskab
hvorfor vi sidder her

Du hører hvad jeg siger
siger du

Lad en anden hjælpe dig,
Kurt!

Morgenstjerne*

2011-01-05T09:39:00.000-08:00

Hun er så grim at alting mørkner
når hun stirrer mod himlen
selv lyset skælver
mens det rammer hendes ansigt nedefra
hun har skjult sig gennem århundreder
da hun ikke ønsker at skræmme lyset
gemmer hun sig i skyggerne indtil mørket falder på
hun ser en stjerne i skumringen og beder:
”Mal mine kinder med skønhed!
Morgenstjerne, lys på mit ansigt
lad et varmt lys falde på mit rædselsfulde ansigt”

Men nej, hun er så hæslig, så hæslig!

Alene gik jeg ud i natten
fuglene var tavse, solens børn var stimlet sammen
i selv-beskyttelse, og
jeg skreg langt ud i stjernehimlens dybder:

”Mal mine kinder med skønhed
Morgenstjerne, lys på mit ansigt
lad et varmt lys falde på mit rædselsfulde ansigt
Fortæl mig, at jeg ikke er alene!”

Men nej, du er så hæslig, så hæslig!

Morgenstjerne, lys for min sjæl
lad et varmt lys falde
på dette bristende hjerte
fortæl hende, at jeg sørger
fordi hun er blevet så grim, så grim
Dansken er blot opfyldt af øjnenes lyst
skønhed er hvad han ønsker
men hun, hun er så grim, så grim!

*frit efter Rammsteins "Morgenstern"

Bordtennis i Himlen showdates 2011

2010-12-31T03:43:00.000-08:00

Duoen Bordtennis i Himlen består af Andreas Hjertholm og Louise Kristensen, og hvem ved! Det bliver lyrisk og musikalsk. Adddddvvv.....

Vi er pt. klar med et udmærket show på en række udvalgte datoer i 2011. Listen er under løbende udvikling, og det samme er indholdet! Tics, fisk, sjov, hest, styx, ribs med mere!

4. januar 2011, Det Poetiske Bureau, Poetisk Tirsdag fra 20.00

31. januar 2011, Kultursalon, Christianshavns Beboerhus, fra 20.00

13. marts 2011, Poetry for Charity, Café Zusammen fra 20.00

Peter Skaarup serveret som cheeseburger

2010-12-23T06:11:00.000-08:00

Det var en RIGTIG dårlig dag for Peter Skaarup. Den ku godt have været bedre. Rent faktisk døde han af det, og nu skal du høre hvordan dét gik til. Peter Skaarup gik en tur i Den Danske Have. Her var der fred og idyl. Troede han. Syrenerne duftede sødt, og det gjorde margeritterne sådan set også, men pludselig var det som om noget begyndte at æde af hans tæer, og han kiggede ned. Det var egern! Han tæer blev ædt op af egern! Hold op med det! Jeg tvivler stærkt på, at det er lovligt, at I æder af mine tæer! Men egernerne åd videre, og da de kom til ankelknoglen, var der en flok bævere, der tog over. Det var endda den særlige art, perle-bæveren, som var indvandret over landets grænser, ind i Danas Have, og Peter råbte indigneret: Det er et skråplan! Det er et skråplan! Da perle-bæverne havde tygget sig igennem hans ben, måtte der særlige kræfter til at æde hans kønsdele, men det ordnede hav-lampretten, som raspede sig igennem den med sin runde mund. Egentlig var det ikke en delikatesse for havlampretten, ”a man's gotta do what a mans gotta do”, ræsonnerede den, lidt træt. Jeg får regeringen til at nedsætte et udvalg for at undersøge legaliteten af disse aktiviteter! råbte Peter Skaarup, muligvis endnu mere indigneret end før, men på den anden side var man vant til at høre ham bitche, så ingen tog sig af det, og der kom en flok råger og pikkede i overkroppen, og et par kilo maddiker gjorde hurtigt kål på de rester, som rågerne efterlod. De bøvsede i kor og var i det store hele enige om, at det ikke var et højkvalitetskadaver. Munden bitchede endnu, så det ordnede en stime brugder, som siede hovedet som krill. Så var der lige en hjerne, men den var ikke særlig stor, så gråspurven fiksede den. Og så var der en sjæl tilbage. Den var foldet som et stykke papir, og der var nogle ornamenter på den, som var tegnet af efter illustrationerne på Danmarks Riges Grundlov, men når man kiggede nærmere på den, var det ikke Grundloven, der stod skrevet på den, men noget i retning af: ”KrrrræææiopisofrkjbsdhoooooOOOOooooiggggrrrrhhhhhhwwnnccHeilHitlerfffzzzt” og hvem gider at glo på det? Ikke mig, i hvert fald, sagde Tyrannosaurus Rex og slugte papirssjælen i en mundfuld. Den smager lidt af cheeseburger, tænkte t-rex. Hverken mere eller mindre – som en cheeseburger fra McD, ikke noget for en øgle som mig! Og så gik den ellers hen og ordnede en veloceraptor, det er nemlig ordentlig mad!

Du ved det når du ved det (Bordtennis i Himlen)

2010-12-21T05:35:00.001-08:00

Dette ved du: Den er den store pik, der knepper verden. Den er det umådelige univers. Alle genkender den. Du ved det! Den er det træ, der er plantet ved bækken og bærer sin frugt til rette tid. Den er græsset, der bølger på bjerget. Den er fåret i folden. Den er den klart-brændende tiger i natten, og den er natten selv. Den er karret, som fyldes op med levende vand. Den er den uudtømmelige kilde. Den er det store hus, hvor alt kan ske. Den er reflektionen i søens vand, som afslører præcis hvad du er. Det, du ikke havde forventet. Du ville gerne tro noget andet. Den er striberne af blod mellem dine ben. Den er dødsangsten i den vindstille eftermiddag. Den er den utrolige, overmenneskelige udløsning af energi, hvormed du forsøger at holde den på afstand. Den er dit had. Den vrede, du har fortrængt gennem år, og som sætter sig i nakkemusklerne som størknede dråber af liv, der burde være flydende. Den er hykleriet, som drypper ned fra institutionernes top. Heste,der bider hinanden til blods; hvide, lysende, gennemsigtige enhjørninge, som stikker hinanden ned med deres spidse horn. Du ved det! Du ved det! Du ved det! Du ved det!

Du vil gøre ophold i din tale, midt i en sætning , midt i et ord . Idet du ved det, vil du tøve et splitsekund, og ingen vil bemærke det minimale rytmebrud, men du vil vide det, for du ved det. Tanken vil overtrumfe alle andre tanker, og alt andet vil synes uvæsentligt, når du ved det!

Og dét her, det er sandheden!

Philip Boa & Voodoo Clubs officielle hjemmeside

2010-12-21T05:17:00.000-08:00

http://www.phillipboa.de/

SATELITMAND*

2010-12-21T05:07:00.000-08:00

Jeg føler mig som en jaget engel

Da jeg vågnede og opdagede
jeg ikke er med i en stjernekrig
nej, i dag synes det
som er jeg med i en
sørgelig film i maj
en smuk film, muligvis
men så bleg og uden fornuft

Al min barndoms memoir
i denne situation noir
al min vrede samler sig her
så jeg føler min søde fortabelse
så rent
og hver dag føler jeg mig
som en jaget engel

Jeg er en satelitmand
jeg gør alt hvad jeg kan
jJeg er en satelitmand
jeg gør alt hvad jeg kan
for ikke at genkalde
min teenage erindring

Jeg føler trang til at give dig ly
i min hjernes hus
så umulig, så forfængelig
Jesus, vi og fortiden
vil aldrig genkomme
og alle satellitterne omkring mig
gfiver mig lyst til at stikke af
gør mig svimmel, svimmel, svimmel, svimmel…

Jeg er en satelitmand
jeg gør alt hvad jeg kan
jeg er en satelitmand
jeg gør alt hvad jeg kan
for ikke at genkalde
min teenage erindring

Al min vrede samler sig
føler min søde fortabelse så rent
giver mig lyst til at checke ud
og jeg føler mig som en jaget engel

*Philip Boa gendigtet, "Satelite man", Lord Garbage, Motor Music 1998

2010-12-20T22:21:00.000-08:00

2010-12-20T22:12:00.000-08:00

Villa Had*

2010-12-20T22:11:00.000-08:00

Åh, denne morgen
jeg vågner og mærker
mine knogler stå stille
stærk og stærkere
så lille, så stor
passerende i stolthed fra
sommer til efterår
som min sindsstemning altid følger

Jeg tæller mine knogler
mens jeg stadig venter
og hvis du spørger mig
JA!
Jeg bor stadig i Villa Had!

Og vinteren vokser sig højere og højere
mens foråret håber på genkomst
og jeg drømmer glade farver
jeg går ud, og havkatte håber i kulden
så kold og klar er luften!

Gennem denne morgen
strækker jeg mig og frygter
Genne denne morgen
står mine knogler stille

Aldrig for tidligt
aldrig for sent
jeg bor stadig i Villa Had!

Jeg tæller mine knogler
mens jeg stadig venter
og hvis du spørger mig
JA!
Jeg bor stadig i Villa Had!

*Philip Boa gendigtning, "Villa Hate", fra Lord Garbage, Motor Music 1998

Giftig misundelse*

2010-12-20T22:00:00.000-08:00

Madame, sir!
Er der en rute De ønsker i dag?
Ja, til Tanger!

Madame, sir,
er der en særlig rute, De ønsker i dag?
Ja, til Tanger
jeg møder Paul Bowles i Tanger
tillad mig at introducere mig selv
jeg er digter
bare doven, alt for doven

Smerte, moral, nedtur
havde udmærket sex i morges
følte mig næsten lykkelig –
hvor tåbeligt!
tilbage i min gamle form
dog ganske uventet
vi havde vidunderlige skibe, eller sådan
lastet med uendelige problemer
iIndtil morgenen kom
og jeg sang til mig selv:

Alt i dig er giftigt!
Alt i dig er ødelæggende!

Endelig ramte jeg sengen
og dagen sneg sig ind på mig
giftig efeu
dagen sneg sig ind på mig
og jeg synger:

Alt i dig er giftigt
Alt i dig er ødelæggende

*Gendigtning af Philip Boas "Poison envy", Lord Garbage, Motor Music 1998

Elsk med mig*

2010-12-20T21:37:00.000-08:00

I mine drømme af kongelig overdådighed
fandt jeg Vincent van Goghs øre
i Kenneth Toomeys ti millioner mareridt
på skibet der døde af skam

Så lad os være venner
eller lad os være fjender
ingen tid til mellemliggende værdier
åh, så kosmopolitisk!

Så elsk med mig
min giftige efeu, min fjende
elsk med mig
på skibet der døde af skam

Hvis der i hadet er beundring
hvis lyset er en Renoir-agtig glæde**
hvis glæden ved impressionen og hjertet
hvis fauvismen er forførelsens kunst

så lad os være venner
eller lad os være fjender

Hvis Signac, Dufy, Matisse og Bonnard
er kræfterne der overvinder
absurditet, ondskab og overfladiskhed

Så lad os være venner
eller lad os være fjender

Så elsk med mig
min giftige efeu, min fjende
elsk med mig
på skibet der døde af skam

I mener det alle –
livet, kraften
og som min fader sagde:
I var alle i min klasse
det betyder:
Jeg elsker Jer alle

Så lad os være venner
eller lad os være fjender

Så elsk med mig
min giftige efeu, min fjende
elsk med mig
på skibet der døde af skam

*Gendigtning af Philip Boas "Sleep with me" fra Lord Garbage, Motor Music 1998
** er en dobbelttydighed med en reference til teksten i ”Satelite man”, hvor han om taler en ”situation noir”, hvor han spiller på begrebet ”film noir”. At han her omtaler Renoir, kan både tolkes som kunstneren Renoir, og sandsynligvis også som ”re-noir”

Hvor rotterne spiller snooker*

2010-12-20T21:34:00.000-08:00

Her er jeg, alene
jeg husker at du sang, så smukt
jeg elskede at føle dine ekkoer
flyvende, bølgende
som havfruer i mørket
i denne evige park
hvor rotterne spiller snooker
hvor mit hjerte slår sig ned
til tider

Udhugget i morbid marmor
Finder jeg den ondskab rædselsvækkende
en kakerlak af sort humor
kravler op ad min hals
håber den kan æde den håbløse skæbne
der klæber til min ryg

Men!
bitre regndråber
væder mine drømme

Når min romance er afsluttet
og mine tårer forstenet, så
bare mix dem op
med morbid marmor

Tilbage igen, her
hvor mit hjerte slår sig ned
hvor rotterne spiller snooker

*Gendigtning af Philip Boas "Where my rats play snooker",Boaphenia, Polydor Records 1993

Sandheden om Morten Resen*

2010-12-20T03:43:00.000-08:00

Dette har været Morten Resen
du kender mit ansigt
jeg er symmetrisk (så det vil noget!) på TV
mit ansigt strækker sig fra Gedser til DIT ansigt!
indrømmet, det er ikke det eneste ansigt i verden,
men mit ligger i folder, der giver dig en fornemmelse af nærvær

Jeg er Morten
mit ansigt er symmetrisk
min næse har samme form som Cheops pyramide
min mund ligner en kajak set oppefra
min tunge er som en jagtlysten inuit,
der skyder sæler med harpun!

Der er kun Morten, Morten og ansigtet
ansigtet kan ikke bare afvises som historisk
men eksisterer i sit eget nu

Mortens ansigt er krumt som tiden
rummet
eller bare en afgnavet vandmelon
Morten fatter hat,
den hat han har på hovedet
og den er høj
høj som Empire State Building

Morten fatter bjælde
som dem på narrens hat
på kanen i sneen
Mortens stemme er klar
som ringende kanebjælder!

*skrevet i ledtog med Thurston Magnus & Steffen Baunbæk Pedersen

Birthe Rønn Hornbech revisited

2010-12-19T13:41:00.000-08:00

Seppuku

2010-12-19T07:34:00.001-08:00

Maleren og indtil flere himmelråbende banaliteter

2010-12-15T12:48:00.000-08:00

Maleren har fået Statens treårige
livsvarig ydelse kan komme på tale
han er repræsenteret på SMFK, Tate, Moma
Guggenheim, Guggenheim light

Alligevel føles det
som om der er et savn
og dét i sig selv
er i grunden dybt banalt!

Maleren roder rundt
på gulvet i sit kolde
loftsatelier
hvor vinden piber og
han er sulten og bunder
høje glas med ren absinth
Karoline er henslængt
på rød plys med kvaster,
nøgen, liderlig,
skamløst smuk og æstetisk
og dét er i grunden
endnu mere banalt

Han skriger ud
gennem det halvt åbne
skråvindue
ud over det natlige
lysende Paris:

Så er det kraftædeme slut
med alle de
tomme æstetiske
øvelser!!!

En helt anden historie (1999)

2010-12-15T11:41:00.000-08:00

Jeg er oraklet. Jeg kan se ind i din fortid. Jeg ser fremtiden, klart. Jeg kan se hvor du skal hen. Hvornår du kommer hjem.

Jeg er clairvoyant. Spåkone. Jeg blæser dig helt væk! Jeg ser dig i dit intet og dit noget og din din hvad som helst!

Du har fortryllende øjne. Du flimrer I horisonten. Din afvigelses flammende purpur. Din opvæksts grønne perle. Sandhedens røde glød.

Krigen i os betyder intet, når vi ser den på afstand. Og vi er på afstand – på nært hold!

Jeg vil intet fortælle dig om frygt. For mange beskrivelser præcederer denne historie. Der vil komme noget andet.

Et samurai-øje stirrer i min retning. Krigerlinjen er endnu ikke udforsket. Jeg vil tale sandt for evigt, hvis blot du fortæller mig:

Hvad er sandheden? Forventningen om flugt via brandtrappen er blå.

Jeg er sandsigersken. Jeg ser ind i din sjæl. Det forventes af mig, at jeg fortæller sandheden, og jeg ser intet andet end en helt anden historie!

Jeg ser intet mindre end alt!

Shh, hvisker hun. Tag det ikke for alvorligt. Men vær stille! Sandet er bare blåt, og pyramiderne svæver imellem stjernerne og det, der ikke findes. Detaljerne vedrørende denne fejde mellem sort og hvid betyder ikke rigtig noget. Jeg ser solbeskinnede hegn, stakitter, og hvidmalede vægge, som blomstrer under mågerne.

Jeg lever med dette i morgen: Intet er nogensinde virkeligt. Alt er hvad du ser; din egen skabelse. En diamant i en ring af sølv-lys.

Åh Gud, min krop er så skrøbelig, så virkelig. Den eneste, der virkelig kender mit mindste behov. Har du nogensinde kendt mig? Har du nogensinde set mig? Har du nogensinde forsøgt at finde ud af, hvad der er dybt inde i mig? Jeg forsikrer dig, hvis du gør, så finder du intet andet end en helt anden historie!
Jeg kommer hjem. Jeg er alene. Mørt bytte og en falks vinger. Smukke ådselsæder-kranier. Det er så mærkværdigt, at jeg bevæger mig mod mit hjemland. Jeg kender det så godt, og det er så langt væk. Krigen i mig betyder intet, når mans er den på afstand.

Jeg kender dette sted. Du vil hade mig, når jeg beskriver denne ørkensolnedgang, skønt den er lige foran dine øjne.

Klædt i læderstramhed. Knep mig nu, før jeg er ædru baby. Men vi var ædru hele tiden. Og stadig er du beruset af din non-emotionelle eksistens. Er jeg for vanvittig for dig? Jeg er en kvinde i en dværgjomfrus krop. Telefonen er ædt op af beskidte fingre. Skrivende på maskine, cigarethvid.

Jeg er præcis som månen: Afhængig af solens stråler. I morgen er nu, dette er i morgen!

Således siger solen: I morgen er nu, dette er i morgen!
I morgen er nu, dette er i morgen!
I morgen er nu, dette er i morgen!
Jeg står op i dag!
Jeg står op i dag!

Mød mig på Dogger Banke

2010-12-15T10:43:00.000-08:00

Nu hvor jeg er ved at dø fra dig, så lad os lave en aftale:

Når du også er død, så mød mig på Dogger Banke. Hvorfor? Fordi der er gråt og forblæst og dybt, som det sted jeg er nu. De sagde jeg næsten var intet. Der er ingenting galt, alt er som det skal være. Det kunne ligeså vel have været en fejl. Men det var ægte. Det kunne ikke være anderledes.

Nu hvor jeg afstødes, så lad os lave en aftale:

Lad os gå langt ud i det lave vand sammen, vente på højvandet og se hvor det bærer os hen. Der var slet ingen tvivl. Allerede før der næsten var noget at se, sattes alt i bevægelse mod den eneste konklusion: Alt er forkert! Det gør ondt og det svier. Der er parterede legemsdele i en gryde over et bål, som det er befalet, budbringeren er kogt, og den der løfter støbejernslåget må kæmpe med sin kvalme, når han lugter og ser grydens indhold.

Nu hvor jeg stadig er her, lad os lave en aftale:

Den tid jeg er her endnu kan med fordel tælles i timer, og der er ingen vej ud. Beslutninger er til for at blive taget. Der falder tøsne over Operahuset, mens jeg fader ud. Arier kaster ultralydskegler lodret op i den grødede himmel.

Nu, hvor vi har truffet denne aftale:

Langt ude vestpå stiger havet. Mens du sover. Sletternes bittesmå sandormetårne har haft deres tid i et enkelt døgn. Som mig. Mød mig i sandet. Mød mig i havet. Se hvor det bærer os hen!

2010-12-13T08:03:00.000-08:00

Maleren og en stærkt urimelig anmelder

2010-12-13T08:02:00.001-08:00

Jeg er min egen værste kritiker
ligger vågen nat efter nat
den preussiske blå
og den kadmiumrøde
ligger tungt på struben
kvæler mig langsomt
burde jeg stoppe?

Pseudoneon? For lidt orange?
Klatmalerier
uden relevans for samtiden?

Tro mig,
jeg forfalder aldrig til hovmod
selvom jeg ved
at det er hvad I tror
nej, jeg tager det til efterretning
hvad I mener,
tro mig

Men dét der!

Sådan noget pis gider
jeg end ikke
høre på fra mig selv,
og slet ikke
DIG!

Robot-Bob spiser robot-rødbeder

2010-12-07T02:49:00.000-08:00

Daniel (Skrivegruppen #13)

2010-11-29T02:14:00.000-08:00

Så er de der igen med alt den snak. Det ligger på kvalmegrænsen. Stolpe op og stolpe ned om, hvad det vil sige, at skrive. Mundsvejr. Skriv for helvede i stedet. Al den snak er unødvendig. Nej, siger de, den er strengt nødvendig, og de bakker på deres piber og retter på deres briller, som er sorte eller skildpaddefarvede med firkantet stel. Normalvis går de i sort rullekravebluse, men i dagens anledning er de klædt i lyserød tyl. Det er nødvendigt for processen, hævder de. Hårdnakket. Processen er nødvendig. De er nødt til at skrive.

Der er en fyr, der hedder Daniel, som mener, at han burde være med iblandt dem. Kan han skrive, spørger de? Daniel mener selv, at han er en glimrende skribent. De læser de sider, han vedhæfter som filer. Der står ikke noget på dem. De sammenligner siderne med deres egne. Der står heller ikke noget. Daniel ler sært, når han overværer den forvirring, han skaber i gruppen. Ja, for det er en gruppeproces. Det må man endelig ikke tage fejl af. Daniel har gået på RUC, så han kender alt til gruppeprocesser. Det er ikke fordi, han er stor tilhænger af den slags, egentlig er han på bunden ligesom sin far, venstremand. Han klæder sig dog i sort og bærer arkitekt-lignende briller, hvilket får ham til at passe ind i gruppen.

Jo, Daniel blender fint ind. Han er nærmest gennemsigtig, og det gør ham farligere end som så. Men allright, de har en proces. Den filer sig igennem dagen som en lang, ubrudt linje. Det lyder som en skærebrænder, når linjen skærer sig ind i huden, og Daniel bemærker, at processen foregår topstyret. Der er en i gruppen, der styrer det hele. De korser sig. Nej, det er en gruppeproces. Nej, siger Daniel, der er en der trækker i samtlige tråde. Nej, vi har en flad struktur, bedyrer de. Sproget er demokratisk. Virkelig? Daniel bakker på sin pibe, men er der i grunden ild i den? Det vides ikke. Rullekraven når ham op til hagen, der er noget forkert ved det. Den burde stoppe et helt andet sted på halsen. Det omgiver situationen med en vis mistænkelighed. Daniel mistænkeliggøres. De spørger ham ud om hans fortid. Han har ingen, siger han. Han er et produkt af alle deres ord, en golem, et natskyggevæsen.

De føler en let forstyrrelse, som om der er noget der banker let på deres hovedskal. Hov, hvad var det for en lyd? Vi må hellere gå ud og kigge efter. Daniel ler sært og virker som om han har sin helt egen agenda. Han vil noget. De anklager Daniel for starfuckeri. Daniel tilspørger dem, hvad en stjerne egentlig er, og om det er sådan en, han knepper. Er det et himmellegeme, en glødende kugle af plasma i dynamisk balance? En berømthed? Et menneskeligt væsen, der udsender et stærkt lys? Han lægger dem ord i munden. De føler den velkendte kvalme. I hjørnet sidder alle ders fædre og bakker på deres respektive piber, ildløse, og bladrer deres aviser igennem. Nu kan det være nok!

Det er dem mod Daniel. Og han står bare der og smiler. Det er dybt provokerende. Han anklager dem for ord-rufferi. Føj for helvede. En slem anklage. Med den står de til noget i omegnen af betinget livstid. Buk jer ikke efter sæben, ler han, diabolsk. Der sidder en hel del advokater nede i salen, men de virker febrilske. Uforberedte. Der er dog en af dem, en ung advokat nys udklækket fra jurastudiet. Han er stadig våd af fostervand. Han er kvik. Hans blik er årvågent. Han finder et ringbind frem, han finder flere ringbind frem. Salens sum af nervøsitet laver en spændingskurve, der er forholdsvis generende, idet den skaber en tinnitus-lignende lyd i retslokalet. Den unge advokat ser henholdsvis på dem, og på Daniel. Der er noget resigneret i hans fremtoning, der modsvarer den nyudklækkede advokats kække årvågenhed. Det gør dem nervøse. Meget nervøse. De ser i hans blik, hvad en dyb fornemmelse allerede har meldt dem på forhånd. Der er én, som kun er her for at ødelægge teksten, og det er ikke nødvendigvis Daniel!!

Subliminal*

2010-11-25T03:02:00.000-08:00

Subliminal besked #1: Panorering over sommerlandskab, græssende får, stråtækt landsted, storke i rede, kirkeklokker, kronhjort ved sø, stor fed pik,dunhammere, åkander, silhuetter af piletræer, høje cumulusskyer over himlen.

Subliminal besked #2: Tre tatoverede muskelbundter knepper asiatisk pige i alle huller, pikke sprøjter ud over hendes glatte krop, sæden løber fra hendes læber, hun stønner liderligt, solnedgang over Skagen, giant dildo penetration i gynækologstol, cumshots over stram røv.

*Tak til Andreas Hjertholm for ideen

Den farlige hummer (Skrivegruppen #12)

2010-11-21T08:01:00.000-08:00

Noget går galt, når jeg arbejder med filerne. Jeg gør det forkert. Jeg kommer til at slette dem næsten hver gang.

Jeg forsøger at vedhæfte en fil. Af en eller anden grund er den ikke aktiv, når jeg klikker ind på ”vedhæft fil.” Bogstaverne er grå, hvor de plejer at være sorte. De er inaktive. Det irriterer mig.
Jeg har lagt filen på en fremmed computer. Det kunne bringe mig i vanskeligheder.

Jeg ved ikke hvilke netværk denne computer er en del af. Det kunne blive problematisk.
Jeg er næsten nøgen, mens jeg sidder foran denne fremmede computer. Det skal gå hurtigt. Indehaveren af computeren er ude af huset et øjeblik, mens jeg forsøger at vedhæfte filen, som fremstår som inaktiv, og jeg har ingen idé om, hvorfor.

Jeg sidder halvnøgen og forsøger i hast at vedhæfte en fil på en fremmed computer. Det skal gå hurtigt. Tanken om at mit forehavende mislykkes, fylder mig med en vis frygt.

Jeg har ikke nok tøj på. Jeg ryster i kulden. Fumler med musen. Filen er inaktiv. Jeg lugter messing. Jeg lugter messing i rummet. Det er en rød lugt. Jeg tror messing-hummeren er i rummet. Dette kan blive MEGET PROBLEMATISK. Lugten af messing fylder rummet helt. Ja, det er farligt og problematisk, for hvis jeg ikke får vedhæftet den fil, så vil hummeren klippe den i stykker med sine store messing-klosakse, og det går ikke, for det er et meget vigtigt dokument.
Jeg vender mig om på kontorstolen og betragter hummeren. Den ser på mig med sine øjne på stilke. Den står og klipper med sine klosakse i luften på en demonstrerende måde som en mafia-håndlanger. Ikke aggressivt, som en hooligan, stille og roligt, demonstrerende. Det går ikke, hvis du ikke får vedhæftet den fil, siger den. Den fil skal vedhæftes. Den skal bare vedhæftes. Ellers er du en sten i min hummer-sko, som kommer til at blive fjernet.

Jeg er nøgen foran en fremmed computer. Hummeren har klippet mit tøj af, fordi den demonstrerer sin magt på fuldstændig vulgær vis. Fræk hummer. Det kan stadig blive en problematisk affære. Samtidig tænder det mig på en fuldstændig absurd måde. Hummeren er stor og hummerfarvet, og den er næsten fallisk i sin vælde. Jeg har før set den stikke sine følehorn op over søbredden i månelys. Ulvene hylede op mod månen. Nej, det var en ulv og en hund, en tysk pointer. Hummeren gad ikke høre på det. Den sank ned i vandet igen, og jeg har ikke set den igen før nu.

Den fil skal vedhæftes, ellers er der hummer-øretæver i luften. Jeg roder med musen, mens jeg hører klippelyde i luften. Jeg blir nødt til at knalde den hummer, så vil den muligvis udvise velvilje. Hummeren har stor magt. Jeg ved det. Vi ved det alle. Legenden fortæller, at den orkestrerede Da vInci-mysteriet, og som en lille dekadent detalje beordrede David Owe til at poledance i Det Sixtinske Kapel. Det ydmygede ham totalt. Det er derfor han udgav det der lorte-album. Hummeren tog det bedste af ham. Den er magtfuld, meget magtfuld. Og stilfuld, mens den står og klipper i luften. Hummerfarven er så funky. Tidløs, elegant.

Sådan er hummeren,tidløs, elegant, stilfuld og MEGET FARLIG! Derfor vil jeg nu smide trumfen, en cliffhanger:

Vil jeg få vedhæftet filen? Vil hummeren slå mig ihjel?

2010-11-19T12:30:00.000-08:00

Fedt indlæg. Totaaaal street cred til undertegnede for dét!

Æselfest

2010-11-17T05:57:00.000-08:00

Det er nu der er æselfest i byen!
Lene Vilstrup er i gevandter
hun deler krystal-kokain-e-lsd-gele-kager

i naturens farver
ud til hver enkelt discipel
jeg spurgte om hun ville sove indendørs
men hun er kontrær
hun elsker at sove i regnen
jeg ved ikke hvorfor jeg holder af hende

Da spaniolerne indtog byen
med hver deres æsel
bevægede vi os mod den mørke park
og en spanier på vildspor
forsøgte at ramme hendes
ansigt med en fodbold
jeg skød den tilbage efter ham
og råbte ”Fuckhead! Fuckhead!”
”Det er et godt ord”, sagde Lene

Måske er det derfor

Hvad? HVAD??

2010-11-16T04:54:00.001-08:00

”Der”, siger hun og smøger det ene ærme op
”Og der”, siger hun og smøger det andet ærme op
hun oser af indædt raseri
hun går hen til ham hvor han står
og drikker bajere med gutterne
og så råber hun ellers af ham,
eller sådan ser det ud
for der kommer ikke en lyd ud af hendes mund
og kors, hvor det forvirrer dem
så de taber deres flasker
hold kæft en mærkelig kælling!

Skamløs reklame

2010-11-16T04:52:00.000-08:00

Find det lille bjerg med høretelefoner, og så får du ganske gratis Andreas Hjertholms fremragende album "Storhedsvanvid." Nyd det, det er virkelig fantastisk!

Maleren og Karoline opfører sig højst uprofessionelt

2010-11-16T01:03:00.000-08:00

Karoline eksploderer
Hold da op, sikken et knald!!
Maleren river alt hendes kussehår af med voks
det gør lidt ondt
men fremhæver hendes
pittoreske små flapper

Imedens er der fodbold udenfor
og hooligans råber
Åh-lå-lå-lå-lå
og skriger om hadbamser de vil kværne
men fugten driver med denne
sødsyrlige duft af have med frugttræer
i skumring og lysende natskyer
Venus der spidder himlen med sit lys
og Karoline der stønner
”JEG ORKER IKKEAT SKAMME MIG MERE
SLÅ MIT EGO IHJEL MED DIN PIKPENSEL”

Maleren indser at det er på tide
at hun bliver nedsænket
i koldt klart havvand
i 2 sekunder, mindst!

Kirsten, den so

2010-11-15T01:11:00.000-08:00

Kirsten er en so. Vi taler om Kirsten! Kirsten er en hyklerisk, røvslikkende, bagstræberisk, starfuckende, medløbende, eftersnakkende stikkerso, og ikke nok med det, hun er også dum. Så er det sagt. Kirsten er en røv med ører.

Kirsten spildte mit liv. Jeg var et øjeblik uopmærksom nok til at lade hende gøre det. Jeg fortæller dig dette, for at hun ikke også skal spilde dit. Vær årvågen. Vær beredt. Kirsten er derude. Men mit had brænder så rent og klart, at jeg vil lade det lyse for dig.

Jeg vil selv blive genstand for frådende massers foragt for at udbrede denne sandhed, men jeg er uden frygt. Jeg har stået foran afgrunden. Jeg er vendt tilbage fra De Dødes Rige, hvor jeg kæmpede med Kirsten ned gennem århundrederne. Derfor står jeg her i dag med denne Sandhed, som jeg bringer dig her og nu, og som vil lade dig forstå fuldt ud, hvem Kirsten er, og hvordan hun virker i dit liv.

For når jeg siger C.W. Obels Plads (10. oktober 1985, støvregn), så er der jo ikke nogen tvivl om, hvad jeg hentyder til - vel?

Maleren erkender sin dødsangst

2010-11-12T06:33:00.000-08:00

Maleren har fået Statens treårige

livsvarig ydelse kan komme på tale

han er repræsenteret på SMFK, Tate, Moma

Guggenheim, Guggenheim light

men alle steder, fucking næsten alle steder

er det som om noget mangler

et savn, en hulhed

noget der burde være der

som når skulpturers former fanger blæsten

og forstærker den

som vindtunneler

en re-enactment af Skriget

burde være en passende gestus

for at kalde savnet frem fra skyggerne

Angsten strammer om halsen

han vågner morgen efter morgen

med dette bånd af koldt metal om struben

Han vågner og

ved nu hvad der mangler:

et dødningehovede

til at fuldende dette stilleben

Velkomn, Hareby, for helvede!!

råber han ud over verden

mens horisonten lyser op

i netop dét glimt

hvor han ser sit kranie indefra

Maleren og mangoen

2010-11-09T23:04:00.000-08:00

Maleren parterer en mango

kniven skærer let gennem det gul-orange kød

i et splitsekund

før den rammer den træge kæmpesten

han glemmer det hvergang

denne påtrængende sten

som kun lader kødet skære fra asymmetriske stykker

umulige at portrættere i åbnet tilstand

ikke fordi han kræver perfektion af sine frugter

men mangoen yder ham overraskende modstand

Ikke som Karoline

hun parterer sig selv

ligger spredt på betongulvet på et

krøllet hyrdetæppe

med øjne der modsiger

hendes åbne kusse som han bruger timer

og atter timer på at male i olie, akryl, akvarel

han sampler den

bygger den op i gips og monterer kopier

af Karolines kusse på omfattende

stuklofter til den kreative klasses

dekadente luksuslejligheder

Men hendes øjne

hendes øjne ligner mangostenen

Maleren og Goya

2010-11-07T05:18:00.000-08:00

Maleren spørger Goya om han er okay. Goya er fuldstændig sindssyg. De jordiske love byder ét, Goya det modsatte. De taler sammen uden at tale sammen. De rører hinanden uden at røre hinanden. Maleren ser Goya ind i øjnene for at se om han lyver. Lyver Goya? Maleren ser Goya ind i øjnene og prøver at lyve. Lykkes det? Maleren prøver at lyve. Maleren ser Goya ind i øjnene og lyver. Maleren ser Goya ind i øjnene og ved ikke, hvad han ser.

Maleren kaster sig fra Arkadia ind i den sorte baggrund. Goya rækker ham en afhugget hånd. Maleren ser processioner af dødninge i gevandter hen over himlen. Jorden skælver og Goya smiler et smil, der foruroliger maleren. Maleren ser Goya ind i øjnene og ved ikke, hvad han ser.

Tandløse fjæs, udmargrede oldingekroppe, der vrider sig som maddikker. Horisonten er opfyldt af det ækle syn. De smaskende munde der åbner og lukker sig udfylder lydhorisonten. Saturn sidder pludselig foran ham, og blodet løber fra hans mund, mens han smider knoglerne fra den søn, han lige har ædt, på gulvet. En varm dunst af blod og fortærede muskler strømmer fra den mund, der er helt tæt på Maleren nu. Han vrider sig i kvalme.

Saturn bøjer sig helt ind mod Maleren, og han hvisker: ”En mand i fuldstændig ensomhed er en kannibal, som fortærer sig selv! Hvis du ikke ved dette, hvad ved du så?”

Goya spørger maleren om han er okay. Maleren er fuldstændig sindssyg. Maleren byder ét, de jordiske love det modsatte. De taler sammen uden at tale sammen. De rører hinanden uden at røre hinanden.

Maleren vender sig mod Goya, som smiler dette vidende smil. Maleren ser Goya ind i øjnene, og ved ikke, hvad han ser.

Maleren siger

2010-11-03T06:11:00.001-07:00

November har også farver, mand

hvis du tør!

Maleren

2010-11-03T05:45:00.000-07:00

Og så og så og så

og så tager jeg

det der blå, mand

det der helt sindssygt blå

det er blåt helt ind i mit hoved, mand

og så smadrer det op på lærredet

det er bare så blåt og kan ikke

blive mere blåt

en eskalerende, en anstigende blå

påtrængende blå i fremdrift

det essentielle blå's visioner om sit ypperste

løsrevet fra sammenhænge såsom himlen og havet

når du ser mit billede, mand

så vil du altid søge dette blå

dit blik vil bore sig ind i himlen

for at finde det

indtil dine øjne flyder sammen med universet

du vil altid søge den

jeg siger dig

du vil altid søge denne blå

når du har set mit billede, mand

når du virkelig har set det!

HADETS ARKITEKTUR

2010-10-23T02:39:00.000-07:00

*
Gemmer dig bag papirets hud
har set det hele før
luften er tyk af hykleri
her er du alene
og gnaver og gnaver i livsnerven

**

Dette er ikke melankoli
det er meget større
og vokser sig større
i seperationen fra sin suicidale elskede
aggressionen hænger fra grangrene
i kræmmerhus
hvilke vidunderlige ornamenter
åh, jeg elsker hadet!

Hadets fantastiske arkitektur
i sort og hvidt
i en tid med ulastelige glasfacader
er hadet et ottende vidunder
en perle af opadstræbende kraft
kvalmens fri passage
gennem livslange elevatorskakter

***

Hadets gigantiske konstruktioner
hvad er bedre
mere sandt
mere rent?

Hadets drejende torso
mausolæer over naiviteten
af gennemskinnelig marmor
med indlagte perler
og ædelstenslynende aggression
hvor luksuriøst
vidundere af international klasse

Hadets massive pyramide
med hemmelige kamre
hvor sarkofager af flydende guld
huser den mumificerede empati
skrøbelig indtørret hud mod et kranium
blotter gulnede tandsæt
hadets gudindes sylespidse strålekrans
er det lys hvorefter vi navigerer
in indsejlingen til evigheden!

Kaos

2010-10-11T23:57:00.000-07:00

Billedet her er affotograferet fra en bog om alkymi og de gamle hellige steder i Napoli-området af en lokal forfatter, og bogen forefindes desværre kun på italiensk. Figuren hedder "Kaos", og som man måske kan se på billedet, selvom kvaliteten ikke er i top, bærer han hovedet af en abe, et ben af blik, et ben er et brændende neg, kroppen en kartoffel eller et brød, en menneskearm og en arm af et eller andet materiale, og så spiller han på en violin af en hummer med en slange som bue. På hans skulder sidder en ravn, og i baggrunden en trompetspillende ørn.

Åbent lukket system

2010-10-11T23:55:00.000-07:00

Et lukket system
ja
men ikke uden åbninger
for fugle
for orme
for eventuelt flamingoer
og eventuelt for spøgelser

Eller et åbent system
hvor alle åbninger er kastet til
med kampesten
med ler
store stabler af grenværk
pileflet
gamle flygeler
kasserede kopimaskiner (kommunale)

*
Intet er som det var engang

Jeg spørger
om alt er som det skal være
og du svarer at intet er som det var
det ved jeg godt

Du spørger mig
om intet er som det ikke bør være
og jeg svarer
at alting er som det aldrig har været
du ved det godt

Vi ved det godt
vi holder højlydt kæft
tier brølende stille vi råber i skovefra toppen af bakker
med glas som vi forsøger at holdepå en fransk måde
mens vi skuer ud over verdens riger
(en by med langweilige attituder af glasplasticasfaltlort)

*

Vi kan gå videre
meget har vi budt hinanden
og byder ikke hinanden mere

Systemkritik, lettere maritim

2010-10-03T13:29:00.000-07:00

(CENTRET bag lukkede glasdøre. Revner slår sig i væggenes cement. I gulvet konturer af møbler, som er blevet fjernet. Et svagt lys oplyser et enkelt fritstående skrivebord og åbenbarer fire skikkelser, tre Aktørere og en Kandidat, henholdsvis Aktørerne på en langside, og Kandidaten overfor.)

Første Aktør:
Et spil?

Kandidaten:
Som du vil.

Anden Aktør:
Jeg tilser spillets retfærdighed. Du spiller sort, Kandidat.

Tredje Aktør:
Det er en nødvendighed.

Kandidaten:
Har jeg noget at indvende?

Alle Aktører, samtidig:
NEJ!

Kandidaten:
Således er det.

Første Aktør:
Lad spillet begynde.

Kandidaten:
Hvid trækker først.

Anden Aktør:
Hvidt som det klæde hvorpå sandheden er skrevet, hvor sort er de bogstaver, som den sjæl der forsøger at undvige den destination, der er ham udstukket. Systemets Øverste Sted vil se til dette.

Tredje Aktør:
Som hver eneste Kandidat, men ingen skal tro, han kan undslippe den skæbne, som tilkommer ham!

Kandidaten:
Har I endnu observeret falske træk?

Første Aktør:
Seks vågne øjne (terningens højeste tal) observerer hånden på brættet. Systemets Øverste Sted vil være det øje, som skuer ned gennem alle andre Aktørers øjne.

Kandidaten:
Seks øjne skuer ikke om bag kraniets mur. Selv ikke Systemets Øverste Steds øjne dechifrerer tankens kodemur.

Aktørerne (vredagtigt):
Er der noget du fortier?

Kandidaten:
Alt er åbenbaret i papirerne.

Første Aktør:
Helvede venter den, der gør brug af enhver form for bedrag.

Kandidaten:
Dette er Helvede.

Anden Aktør:
Vi har ikke brug for klartskuende Kandidaters øjne, kun manifestation af midler. Systemets Øverste S...

Tredje Aktør:
Shh! Du giver spillet bort!

Kandidaten:
Intet bliver givet bort, som ikke er tydeligt for alle.

Første Aktør:
Helvede venter den, som gør brug af ord, som ikke følger de nøjagtige og dog komplicerede baner, som dette System fordrer, og som er angivet fra Systemets Øverste Sted!

Kandidaten:
Dette er Helvede.

Anden Aktør:
Helvede venter den, som anfægter Systemets Øverste Sted og kalder det upassende navne.

Kandidaten (i resignation, dog spottende):
Som sagt!

Tredje Aktør:
Din opførsel er upassende! S.Ø.S vil ikke tolerere dette! (mister besindelsen) S.Ø.S vil straffe dig! Vi vil øjeblikkeligt udlevere dig til S.Ø.S, og du vil blive afstraffet passende, Kandidat. Så! Til S.Ø.S! Til S.Ø.S!

(Der høres en skarp knagen, da Centrets mure slår revner. Vand strømmer ind. Aktørerne gribes af panik og drukner. Kandidaten kan til gengæld svømme.)

Tulle sidder i sin Celle og taler med sit døde Barn

2010-10-02T04:01:00.000-07:00

og det har hun gjort i en rum Tid nu, og man kan høre det langt ude paa Gaden, når man spadserer forbi i sit Søndagstøj, og gudbevares, hvilken Belastning at høre det Ynk og Klynk, der kommer nede fra Kælderen der, og disse evindelige Undskyldninger for dette og hint, for Eksempel:

”Undskyld, min lille Ven, jeg beder dig om Forladelse. Jeg ved der var saa beskidt det Hønsehus, og Hønsene sad og saa ondt på mig, og de goggede saa djævelsk at jeg slet ikke vidste mine levende Raad. Jeg beklager (klynk) at jeg ikke (klynk) kunne gøre andet end at løbe ned til den Sø, den forbandede Sø, og jeg beklager (klynk), men de løb mig saadan i Hælene, Hønsene, de var store og bidske og ville nippe os helt i Smaastykker. Jeg beklager saadan at jeg faldt og du slog dig til døde på Steenen (vi ved godt hvorledes det virkelig gik for sig) og at du blev taget af Strømmen – jeg kunde ikke naa dig –”

Og resten af Historien kender vi alle, at Tulle stod tavs som Graven, da de gravede Liget op i Sandbanken og stod bare der som en Tumpe og saa ned paa sine Fødder og klappede Politihunden paa sit Hovede, at hun ikke angrede Spor, at hun havde været en Skøge og en Hore og anklagede Borgmesterens Søn for Faderskabet til dette Ulykkelige Barn, og nu sidder hun her og taler uafladelig med et dødt Barn, Dag og Nat, saa der gaar ikke længe før du ender paa Daarekisten, Tulle, paa Daarekisten!!

Viktoria

2010-09-28T03:27:00.000-07:00

Forbrænding (Skrivegruppen #11)

2010-09-28T03:23:00.000-07:00

Når de vågner om morgenen, ser de ud af vinduet, og de ser sproget nede på gaden, i færd med at brændemærke forbipasserende med glødende jern. Det er på sin vis både en kompliment og en fornærmende gestus. Det er så tydeligt, hvad sproget gør. Det er næsten irriterende i sin klarhed. Det sender en strøm op mod vinduet, som rammer dem som et lyn hver morgen, og det vil ikke lade dem være under nogen omstændigheder.

De bliver nødt til at skrive. Det er ikke et valg. De prøver på at holde det hemmeligt, men der er altid en glød omkring deres pande, som afslører forbrændingen. Sproget står nede på gaden, hænger ved Thai-Corner, og det kaster sten op på ruden, alene fordi det ved, det irriterer dem. Det stinker. Sproget stinker simpelthen. Det kræver nøjagtig organisering og en del rengøring. De prøver i dette øjeblik at lægge en meta-folie omkring det. Det gør det lettere at håndtere. Undtagen når der går ild i det. Så brænder det, og det bliver ved med at brænde. Narrationerne gløder som tråde i en pære.

Sproget råber af dem nede fra gaden. Det lægger sig i containere og overdækkede vogne for at gøre sig interessant. Det skilter med alt det der ikke tåler dagens lys. Unge rødder slår på sproget for at få det til at makke ret, men det virker ikke. Sproget kniber udenom og transformerer sig. Nu står det bag et skur med en kølle. De får at vide, de ikke må fortælle til nogen hvad de ser. Men de ved også godt at det er en skin-manøvre. Sproget er exhibitionist. Sproget er en domina, og de er en lang række af slavehunde. De holder tand for tunge indtil de brækker sig af alle de ord. Ønsker de overhovedet at kende indholdet af de bunker de ser udenfor deres vinduer? De er ikke sikre. Iskolde ilinger løber ned ad deres rygrade, og de ser hinandens ansigter blegne, og deres lette ængstelse modulere til dump angst, da de virkelig erkender, hvad sproget forlanger af dem. Det går op for dem, at de må bevæge sig dybt ned ad sprogets trappe før deres opgave er fuldført. Der findes nedgange, de må følge. Huller i jorden, som vil blive kastet til efter dem, medens de bevæger sig derned. Ingen andre vil blive inddraget. De er alene. Selvom de ser hinandens ansigter, ser de alligevel intet. De hører kun sprogets konstante brølen i deres ører, og sætter synsnerven i svingninger, der lader den operere kun i mørke. Ingen andre bliver inddraget i hvad der findes på bunden eller om der overhovedet findes en bund. Hullet gaber for deres indre blik. Der findes ord dernede, der vrider sig som slimede orm. Hullet er dybere end de troede. Der findes subtanser af ord, olie, kviksølv, flydende materialer, som gennemsyrer deres væsen.

De prøver at beruse sig for at glemme. Sproget er nu arrangeret på en kunstfærdig buffet; hvis det var passende, ville man kunne bruge ordet æstetisk om arrangementet. Men der står en isskulptur af kolde ord og smelter ned i retterne. Det er uappetitligt på grænsen til det kvalmende. Det ændrer smagen og teksturen. De stopper deres munde, men ord bliver ved at vælte ud. De er jo syge. Det er utroligt man ikke kan se det på dem. De bliver jo lokket ned i hullet for at dø. Kvinder bryder ud i tårer, andre rynker på næsen af dem. Det er deres skyld. De lader ordene sive ind som råddent vand. De sender sproget et bønfaldende blik, før de må løbe ud for at brække sig, brække sig gavmildt. Natten er sort af ord, mens de vrider sig i smerte af den syre, der stiger op gennem systemerne. Der er linjer, der skærer sig som svejseflammer hen over himlen, og det lyder som et et ordløst skrig. Grædekonerne er så grimme. Den måde de bliver betalt for deres omgang med sproget. Det er nok det mest uappetitlige i hele affæren. Deres sko af død hud.

Om morgenen står de omkring hullet og betragter den låge,der giver hullet kontekst. Hullet er ikke i sig selv interessant, men det at der er en tung smedejernslåge ovenpå, omgiver tanken om hullet med en vis fascination. Når de betragter den scene, der nu står i, er det som om den starter forfra, set på lang afstand kommer de løbende fra alle retninger ned imod hullet. Det er altid vanskeligt at nærme sig det hul; de har taget tilløb til det hele deres liv. Derfor er det klart, at scenen må gentage sig et par gange. De har altid udgangspunkt ved en klynge af containere i skovbrynet, og så løber de alt hvad de kan ned mod hullet. De slikker på lågen for at åbne den, men først sætter tungen sig bare fast, som var den frossen, men det er fordi den består af ru fibre, der låser sig til tungens papiller. Det kan synes anstrengende.

Nu er de nede i hullet. De prøver at komme derned, alle sammen på en gang, og på mirakuløs vis lykkes det umulige projekt. Side om side falder de; bumper ned ad trappen som tumlinger. De falder ned i et rum. Det er et afrundet rum, og alle kanter er udglattede, så eventuel fugt kan kondensere sig og løbe ned mod en rist i bunden. De kan se den er der, fordi den er oplyst af en enkelt kegle af lys. Udover afløbet og døren, de er kommet ind af, er der ingen mulighed for at komme ind i rummet. Med bevidstheden om at dette er et vådrum, følger der også hos dem en trang til ved hjælp af hysteriske skrig at abortere hele affæren. I stedet er de begyndt at bevæge sig rundt i rummet.

Der er en spænding i luften. Der er en klang i deres ører, som bestemmer enhver bevægelse. Den gør dem ubevægelig. De forstår ikke, hvad der sker. De bliver fremmede for hinanden. De ser de er nøgne, og taler i tunger. De finder pludselig ud af, hvad de kan gøre med alle ordene. Og spændingen stiger.

De forstår at der i rummets mørke findes en ovn som ingen andre. Det er den endelige ovn, den ultimative ovn, som sørger for den absolutte forbrænding. Der er en varme, en følelse af pulseren, en egentlig puls, der får rummet til at føles levende, organisk. Forbrændingen er tydelig gennem ovnens låge. Egentlig er ovnen på ingen måde gennemskinnelig, men forbrændingen er af radioaktiv karakter og får dermed deres kroppe til at lyse og blive gennemsigtige. De ser på den måde gennem hinandens organer. De bevæger sig mod hinanden i en rundkreds. Loftets lyskegle og ovnens puls får rummet til at snurre så hurtigt at deres gennemlyste kroppe giver optisk indtryk af at være et. De husker at en propel på fuld hastighed synes at stå stile, hvorfor de ikke umiddelbart forfærdes over det faktum, at deres organer synes at være ét. Mens maskinen synger så højt at alting forsvinder, snurrer rummet, og de ser ikke andet end hinanden som en blodrød ring med en lyskegles cirkelrunde prik i midten.

Ermelunden, eftermiddag, september (Skrivegruppen # 10,Rasmus' metode)

2010-09-28T03:17:00.000-07:00

Her er lyst som en højsommerdag; på søbredden fortæller kun let gulnet egeløv at det er efterår, og kun det fjerne, summende bånd af biler fortæller, at dette ikke er et maleri af Lundbye eller Skovgaard, for alt er idyl. Der er åkander i den brunvandede sø, og blishøns; de dykker efter føde, og blå guldsmede med lange kroppe svirrer over vandoverfladen.

Græsset hvor jeg sidder, er kort som i en engelsk have, vedligeholdt af de græssende heste. I modlyset stråler det grønnere end noget andet grønt! Endnu få smørblomster og en enlig mælkebøtte råber stædigt sommeren ud over landskabet. Skræpperne der hvor bakken skråner, er gennemlyst af sol og vibrerer mod den blå himmel. Det er en af de lysende dage, man næppe tør tro på var sande, når mørket igen er faldet på.

Alle elementer, naturlige såvel som af mennesker placerede, spiller sammen perfekt. Intet forstyrrer. Jeg er placeret i et perfekt idyllisk tableau. Bagved skoven, udgør vejen en flod i lineær lydlig bevægelse. Dette sted er stadig sandt i dette øjeblik. Nu. Men aldrig herefter når mørket atter opsluger verden.

FLUER

2010-09-27T07:37:00.001-07:00

Birna er pensioneret stewardesse fra en forhenværende polsk airline. Hun bor lige ovenover, og jeg kan høre hende skændes med sin søn, højlydt, flere gange om ugen. Det polske temperament minder mistænkeligt om det sydlandske. Nu står hun her i al sin Birna-hed, og jeg kan ikke komme igennem til mit eget kælderrum. Hvordan har hendes svære krop kunnet være i gangen mellem to flysæderækker? Vi har stået i den her situation før. Mit udstyr ligger i mit kælderrum. Hun har noget kørende nede i sit kælderrum, der åbenbart ikke må se dagens lys. Toldfri cigaretter, vin uden banderole, det der er værre, whatever.

Hendes krop blokerer lyset fra kældervinduet. Der står en blå aura om hendes pæreformede krop. Det rasler med en masse plasticposer nede i en af hendes kasser. Hun har ikke hørt mig. Jeg har lige så meget ret til kælderrummet som Birna. Jeg vil bare ikke vide, hvad der er nede i de kasser. Det kunne give problemer. Hendes søn sendte mig øjet, da jeg tilfældigvis var på gangen samtidig med at han var på vej ud af Birnas lejlighed med tre stablede kasser i armene. Han går i armygrøn flyverjakke, militærbukser og Adidas sneakers, og hans hund er typen, der kunne sluge min i én mundfuld. Anzej kalder Birna ham, de andre af hans type, lædervestene, refererer til ham som ”Anders”. Ude på gangen ser han på mig med et blik af østeuropæisk stål. Han har et ar hen over næseryggen. Tatoveringer over begge arme og op af halsen.

Jeg bakker langsomt ud af kældergangen, men støder på noget, der med utvetydig accent spørger: ”Du spionerer på min mor?” Jeg vender mig langsomt om og ser stål-øjne. ”Hva? Du synes det er majet spændende, hva?”Anzej er hårdpumpet metal, han rokker sig ikke nogen steder. Hans ståløjne holder mig fast, og bagved kan jeg lugte en blanding af daggammel sved og ”Magie Noire” så jeg ved hvem der står bagved mig nu. ”Er du færdig nu, eller hva?” snerrer stålmanden”Jeg er aldrig begyndt”, svarer jeg spagfærdigt”Hold kæft hvor er du fuld af pis, ” griner Anzhej,og jeg ser han mangler to tænder. ”Hvad siger du, mama, er han fuld af pis, eller hva?””Han er fuldt med piz”, svarer Birna fra sin egen urokkelige position. Foran mig et bjerg af stål. Bagved mig et bjerg af fedt. Derpå bliver alting sort.

Jeg vågner i et meget trangt rum, og jeg vågner fordi mine næsebor er fyldt med så afskyelig en stank, at kvalmen stiger mig til halsen, og jeg må anstrenge mig massivt for ikke at kaste op. Jeg er bundet på hænder og fødder men med næsen får jeg lirket min krave op over underansigtet, ikke at det dæmper lugten betydeligt. Stanken overskygger angsten. Jeg frygter ikke for mit liv, men for at overvælde alt med opkast og dermed spor. Jeg ved ikke hvorfor jeg ræsonnerer sådan. Måske aktiverer denne øjeblikkelige krisetilstand dyret i mig. Før jeg har lokaliseret lugtens oprindelse kan jeg ikke gøre noget ved min situation. Mine øjne vænner sig langsomt til mørket. Mine ører tuner ind på en summen som af fluer, mange fluer. Et orgie af fluer. De sætter sig på mit ansigt, mine hænder, mine læber. Jeg spytter for at holde dem væk fra min mund. De er ækle. Jeg er ikke i tvivl, om fra hvad stanken stammen. Spørgsmålet er bare fra hvem. Nu kaster jeg op, i rigelige mængder, og alting bliver igen sort.

Jeg vågner igen ved lyden af hunde, dybe mandsstemmer, noget metal, der klirrer. En høj, skærende lyd, fulgt af lys,en dør bliver brudt ned. Stemmer præsenterer sig som Klaus og Carsten, kriminalpolitiet. Og de siger en hel masse om polakkerne, som jeg ikke hører, mens de fjerne båndet fra mine hænder og fødder, og jeg kan ikke høre efter, fordi jeg kan se hvem der ligger ved siden af mig, eller jeg prøver på det, fordi hans ansigt er ligesom indfaldent, fladt, misfarvet i både gulligt og gråt. Fluerne kan lide ham. En kropspose bliver lynet op omkring ham. Først efter det sorte stof har dækket hans hastigt fordærvende ansigt står det mig klart, at han var min underbo. Jeg ser det tydeligt på efterbilledet under mine øjenlåg, hvor de indfaldne træk folder sig ud og bliver levende. Mens udenfor, der lyder en mands- og kvindestemmes tydelige banden og hvæsen -

hvad der nu sker, kan jeg til dato ikke forklare. Konfetti falder fra loftet, og bobler fra boblemaskiner stiger fra gulvet og alt er badet i pink lys fra discokugler. Klaus og Carsten danser. De danser på en sexet måde, og de lader deres knipler svinge fra deres hofter, mens de i takt til musikken bevæger sig mod hinanden. De kysser intenst. Jeg kan se deres tunge spille som legende oddere mod hinanden. De kærtegner hverandre, mens de lader uniformerne glide af og afsløre sort og lyserød latex. Deres hænder bevæger sig sensuelt over glatbarberet hud. Det tænder mig. Uforklarligt. Jeg plejer ikke at tænde på den slags. De stønner. De er kun optaget af hinanden. Jeg er tændt som et juletræ. Jeg mærker hænder på min krop, hænder, der vikler mig ud af reb og besudlede klæder. Det er den døde, der er genopstået. Han strækker sig. Hans drømmende smil afslører, at han stadig er lidt træt efter døden. Han klæder mig nøgen. Han rører ved min pik, og den rejser sig, og det er underligt. Jeg plejer ikke at tænde på døde, slet ikke døde mænd. Det hele er underligt, og lyset begynder at synes filtreret, som om alt er viklet ind i kokonsilke. De lysperler, der falder fra discokuglen er sorte og levende. De har vinger. Den døde kysser mig inderligt. Han smager let hengemt, jordslået. Ud af øjenkrogen betragter jeg politiparret, som elsker nu, mens de klæder de sidste stykker latex af hinanden. De bliver ved med at klæde hinanden af. De klæder hinanden huden af, muskler, knogler. Helt ind til de gennemsigtige, årede vinger.

Selvmordsmanden, endnu en dag

2010-09-19T11:27:00.001-07:00

Jeg lukker øjnene og lader mig flyde med blodets strøm. En velsignende bevidstløsheds mørke lader sit veluxgardin trække ned over tomheden. Jeg vågner i et ocean, og når jeg betragter himlen, bliver jeg i tvivl om det er den, der betragter mig. Skyller op på en strand og lever af syndens rådne appelsiner og æbler og behårede kaktus. Jeg vandrer fra skygge til skygge.

Det starter med en kortslutning. Hvis man lige åbner hjerneskallen dét splitsekund, kan man se synapserne udsende gnister, røg og folde sig sammen og blive sorte. Kortslutning. Skærmen går i sort. Hvor som helst. Midt i en forelæsning. I Irma. I flyet, hvor luftrummet omkring os er gennemskåret på kryds og tværs af kondensstriber. Den ser syg ud. Grålig med en bleg tone af orange, som en stor, udspændt, vansiret hud. Det er tegnet, forvarslet på verden går under, hvis jeg ikke eliminer mig selv indenfor en vis tidsperiode, eftersom det er mig, der har opdaget at himlen havde taget undergangsdragten på; den korresponderer med mig for at fortælle mig, at jeg rent faktisk er uønsket. Tvangstanker? Ikke mig! Jeg er helt normal. Faktisk mere end det – synsk! Jeg ser ting som andre ikke ser. Jeg ved godt hvornår det er tid at forlade scenen. Himlen taler nemlig til mig!

Men det går galt på grund af nullermændene. Der ligger et par, en han og en hun, under mit skrivebord. Jeg er midt i en vigtig afhandling, men jeg kan virkelig ikke koncentrere mig, fordi jeg ved at de ville ligge og avle der under ledningen til min printer, og deres børn ville få børn og deres børns børn ville få børnebørn, og hele verden ville eksplodere i et gråt inferno af nullermænd. Men der var intet jeg kan gøre. Jeg sidder bare og stirrer ind i skærmen og nullermændene udfører erotiske eskapader under bordet. De stønner. De skriger af liderlighed, grå og ulden liderlighed!

Jeg sluger kameler. Mange kameler. I psykiaterens venteværelse hænger en selektion af antikke afrikanske masker i ibenholt og mahogni, med tomme øjne og munde, der ser ud som om de puster eller suger kraftigt. Psykiateren tilspørger mig om min barndom. Han skriver piller ud. Jeg smider dem i kanalen. Men nu kommer den igen, den forbandede ingenting. Den vasker mig ned som en vinduesvisker, der visker ruden ned til grunden, så ikke engang gennemsigtigheden er tilbage. Hængning? For makabert! Drukning? For klaustrofobisk! Kulilteforgiftning i en fjern skov? For ensomt. Overskårne pulsårer? Noget griseri! Ris eller pasta? Du ved jeg ikke har kompetencen til at træffe det valg.

Jeg bliver nødt til at dø. Der er ingen anden vej ud. Jeg må finde en måde at dø på, vi alle kan leve med. Jeg kan tage piller. Masser af piller. Men selvmordsbrevet er så uendelig trist og kedeligt. Jeg beklager, at du allerede har fundet et, liggende på bordet, den dag, hvor jeg tænkte, at jeg ville skrive det, og så begå selvmord i morgen. Eller i overmorgen. Og så gik jeg ud for at handle. Du fandt det og blev virkelig irriteret. Jeg beklager det virkelig. Jeg er virkelig ikke god til noget som helst. Du er bedre tjent uden mig. Måske gør jeg det senere. Måske i næste uge. Jeg skal have fundet den rigtige metode. Jeg vil helst ikke fryse, helst ikke dø i kulde. Jeg kunne tage pillerne lige inden vi går i seng, uden at du opdager det. Sove stille ind med hovedet på dit bryst, mod din kropsvarme, til rytmen af dit hjerte. Det ville være hyggeligt. Men du skal tage dig af det bagefter. Det kan jeg ikke byde dig. Det er ulækkert. Jeg vandrer videre over den lilla-himlede ørken med dromedarer af omstillingsparathed. De slikker sig om deres fede læber når de tænker på at indlemme mig i deres pukler. Jeg vandrer videre fra skygge til skygge.

2010-09-17T06:50:00.000-07:00

Nøgne ting

2010-09-17T06:21:00.000-07:00

To år seks måneder i angst
uden at være i kontakt med dig selv
alt det som æder dig op indefra
du trives ikke med regler, vel?
nu er du tæmmet som en tandløs bjørn
danser for et publikum af fulde bulgarere
men når du er nøgen
gør du nøgne ting

Jeg ved godt du ikke ka li det
jeg kan se det på dig
når du alligevel forsøgerat tage kampen op
igen
du prøver og erkender
at du brækker dig på indersiden
og verden bliver bare
sådan årh
men når du er nøgen
gør du nøgne ting

Det er kedeligt at lade være
spændt ud mellem
hemisfære et og to
du får aldrig nok
af at udpensle dualismen i dens mindste detaljer
prut prut
det er ikke mere fancy end som så
men du laver ridser i bilernes lak
med vilje

For du er nøgen
og når du er nøgen
gør du nøgne ting

SKOVLEN

2010-09-13T13:16:00.000-07:00

De siger jeg har forlagt redskaberne
hvormed tingene blev gravet frembringe uden størrelsesorden har ingen
mulighed for at kende sit væsen
der må være parametre til
sammenligning uanset visdommen ikke
lader sig fornægte uden et vandspejl

Jo i den grad har vi aldrig forlagt tingene ideerne
uden spørgsmål om
karakter kønsmæssigt
juli kom og vi gik vi sad sammen ved søen og du spurgte, sukkede,
spurgte om jeg havde hensigter
ja, jeg svarede
du var ikke tilfreds med svaret
jeg havde ingen hensigter i den retning
du havde ingen hensigter om tilfredshed

Kulegravning jeg har gjort den skovl væk
jeg har fortfarende (søfarende)
ikke fået stillet min sult

jegvedikke duvedikke jegvedikke duvedikke

grav dybere i
muld og mulm

Ja.

2010-09-13T13:06:00.000-07:00

hudmand hårkat knoglebarn

hjertegorilla leverfortid øreko

næseslægt mundgrib himmelmorgen havfar markfremtid bjergkæreste sandkornsgris græsjob træmor skyelefant

stjernekongeørn
solnu

den groteske hund
den bizarre høne
den enkle aften
det komplekse jeg

2010-09-10T11:17:00.000-07:00

Uden titel (mandsportræt, 2008)

2010-09-10T10:59:00.000-07:00

Der er noget skrøbeligt over ham, noget spøjst. Han er frisk i replikken, lidt smart i betrækket, vil nogen sige. Jeg ved godt vor jeg placerede min identitet, den som jeg nu samler op fra gulvet i småstykker. Og ham – hvor placerer han sin? Han skjuler sig bag sin friskhed. De øjne, han lavede til mig, kække hundeøjne i forskellige positioner. Så det dybe drag, han tog af jointen, mærkede den lette forvirring, der opstod i kølvandet af den blågrønne røg. Hvad venter der mig i rusen? Forsvinder jeg ind i dens planteverden? Ville gerne kunne dele den med ham. Men vores elskov var lidt for sporadisk.

Selv svæver jeg. Flyder i et bølgende rum. Ikke engang høj. Svært at få adgang til mine egne tanker. Der er en frossen væg imellem dem og mig. Jeg kan høre dem og føle dem, men det er helvedes svært at komme til at gøre brug af dem. Måske et par velplacerede stimulanser? Til at jage hovedpinen ud af sit jerngreb. Ja, lad mig få stimulanser. Lad mig ikke blive beruset, bare stimuleret. Der opstår brudflader i hans ansigt når han skifter fra en følelse til en anden. Han langer ud efter mig og rammer fra tid til anden vitale dele, og der må etableres et sandhedsvidne mod indre blødninger. Jeg takker himlen for min vidunderlige ven. Stikker hovedet i stimulanser og overspringshandlingers filtrede buskadser. Umættelig, ustoppelig. Ved jeg har overgjort det, og holder arme mod lyset for at identificere indsnævrede årers placeringer. Men morgenlyset og iskoldt vand skal lutre og rense dette forbandede legeme! Engang mit stål! Engang mit opium!

Der er tilsyneladende en vidunderlig udsigt fra mit hjertes vinger. Djævelens jerngreb skal aldrig fratage mig morgenens illuminerende klarhed. En bevægelse fra stilstand hen imod konstellationer af klart brændende bygninger, som sender lys ud i det uendelige rum. Tilbage til udgangspunktet: En mangel på lidenskab viser sig som en indfaldenhed i hans aura. Jeg kan ikke bringe vore energifelter sammen i en harmonisk forening. Han er den Faldende Mand, et udtryk for bevidst fravalg. Det giver ikke anledning til bestyrtelse, kun en let kløe afslører irritation. Hans navn hugges ind i sten under en lang række andre navne og mindes uden konkrete detaljer, uden storslåede, smukke billeder; den ære vises kun de ganske få i erindringens godtepose. Jeg sagde få. Ingen blodige detaljer, kun et flygtigt strejf af støvet luft fra et afstøbningsværksted.

Han fravælger lidenskaben, tilvælger distance. Han udvælger ynde og omskriver den for at gennemføre sit halvhjertede projekt. Jeg mærker en pludseligt længsel efter en træstamme ved en sø, at kunne kaste mig gennem mørket for at nå den og lade mine hænder glide gennem vandet fra dens frønnede overflade.

Grå mellemrum manifesterer sig i mørket. Han kaster tråde ud efter ømhed, og alligevel er der mange andre, som falder dybere end han. Han er usikker. Han skjuler det godt. Overvældende træthed og beruselsestrang! De evige tre er en sejlivet myte. Kvalmen når mig. Jeg har overgjort det. Været under indflydelse af overraskende tømmermænd, der ikke har været proportionale med mit indtag. Dog føler jeg trang til at beruse mig, med faren for at miste min mentale sundhed. (Er den ikke allerede fortabt i dybe kløfter?). Erkendelsen når mig, at der var en fordel ved at være en åbenlys klovn, end en, der forgiver at gøre tingene rigtigt.

Kirsten du spildte mit liv

2010-09-04T13:22:00.000-07:00

Kirsten dine fede flæser
tyve år med dig
fløjsfjols på cykel med airbag
i regnen med blød paraply
de sidder i rundkreds
omkring dit fedtede
centrum

Kirsten din so

Du spildte mit liv
mig og min livslange røvtur
himlens stjerneklare
havneluder

Kirsten din so

Kirsten dine gule gardiner,
so, du spildte mit
langt ned i afløbet-liv

Kirsten, dig
og din postmoderne
(postmortem) PMS

Så hysterisk vil du
fajancevaserne!

I Emoland

2010-08-25T03:02:00.000-07:00

En lakblank flade af sorte legoklodser

Der hvor depressionen altid er tilgængelig i kiosker

som en sort lollipop med sortere striber

Der hvor der er små dødningehoveder

på mors forklæde når hun bager sorte muffins

Der hvor Lange Jan er et sort fyrtårn

som udsender sort lys over et sort, sort hav

Der hvor håret er så sort og tungt (med blodrøde strejf)

at det klæber til øjenæblerne (sorte)

Jeg kan ikke skrive mere nu...det er så sort...

Flodkrebs (Skrivegruppen #9)

2010-08-25T02:43:00.000-07:00

Flodkrebs. Frosne. De drikker snaps til. Lige nu sidder de og piller krebs i en snapserus, mens jeg drikker kaffe fra motorvejskioskerne i støvregn. Snaps. Øl. Jeg er ikke en del af kalaset. Jeg går glip af det hele. Sommeren mistede sin uskyld. Jeg glemte for lidt. Festerne blussede op et kort øjeblik for at dø hen, og nu er sommeren sød og vammel, som en blomme der sidder en hveps og gnaver i, men man opdager det først, når man næsten har ført den op til munden. Augusts truckregn har ikke skyllet det væk, der skulle væk.

På broen ligner bilerne er pickles i tyk sovs. Jeg tager farten af og husker alt det jeg gerne vil glemme. Som luftfugtigheden kan jeg ikke vifte tankerne bort, og krakelerer som tør marmorkage. Jeg gør ophold på en rasteplads. Ved hvor det bærer hen. Stubbene på markerne anviser retningen. Sad jeg blot på det fly på vej til Stockholm eller Buenos Aires eller hvor som helst, ville tilværelsen muligvis være mere tålelig. Så kunne jeg se husene i luftperspektiv og alt ville være småt og lige til at tage op mellem fingrene og putte i munden. Men jeg ved hvad der giver mening for dig, og hvor din vej fører. Krebsenes skaller knaser mellem dine fingre lige nu.

Der var et særligt nordlys på himlen den aften over Tivoli. Jeg ved godt du ikke kan lide, når jeg bruger ladede tillægsord, men det var der, det var særligt. Det var blege spyd, der pegede ned gennem himlen. Glasagtige pile af is, der rakte skråt ned gennem rummets kolde dybder og svævede i vores luftrum en tid før de smeltede i den øverste atmosfære. Når vi så op, fornemmede vi himlens højde.

Vi havde festet længe, sad ved borde-bænke-arrangementet ved søen, og de andre var faldet i søvn over bordet med fastfood og ølkrus. Du havde en sweater på mod kulden, måske var det en kvindes, måske din kones, lilla med rhomber i lysere toner. Den klædte dig, besynderligt nok.Vi holdt om hinanden i mørket ved borde-bænke-arrangementet. Jeg havde ikke ventet du ville holde om mig så længe, og jeg gjorde vold på mig selv for at undgå at kærtegne dig, men jeg kunne ikke afbryde favntaget. Af respekt for dit ægteskab, og måske var det forkert af mig. Jeg ved intet om dit ægteskab andet end at du bor i et eksklusivt hus i Hellerup, selvom jeg ved du vil hade at jeg kalder det eksklusivt, men det er det, en udestue som lounge med designermøbler, hængeplanter arrangeret efter forestillingen om Babylons haver og sorte gardiner i stuen. Jeg kan ikke leve op til din rigdom. Jeg holdt kun om dig, jeg pressede ikke på for at at gå videre. Jeg mærkede sweaterens uld og dine faste muskler, og vi blev ved gennem et ukendt tidsrum, og så forsvandt vi hver til sit, og det er lige meget hvor vi forsvandt hen.

Støvregnen tager til. Nu skinner asfalten af væde. Vinduesviskernes hastighed gør mig næsten søsyg, de er flabet effektive, mens jeg kører 110 på en landevej i al min utilstrækkelighed og du piller flodkrebs i Stockholm, og jeg ved, at du ler, og at krebsenes ben flyver forbi dit berusede ansigt.

POPLER

2010-08-25T02:41:00.000-07:00

Poplerne sveder heftigt
drypper deres sved gennem natten
poppelsved løber hen over jordens tomhed

De føder små kranier mens
de løber over af mælk
om dagen blinker de i solen og rasler i vinden

Men de har rødder i natten
derfor planter vi dem
fordi de sveder små kranier
og løber over af blinkende raslende mælk
plukker dem
lægger dem atter i jorden
de skyder mod himlen
løber over af mælk og evighed

Homunculus

2010-07-18T08:27:00.001-07:00

Lille menneske, lille underudviklede menneske! Hvordan kan du udholde dig selv? Du repræsenterer essensen af middelmådighed. Du udfører essensen af Klynk. Din hjerne fyldt til randen med rådden lort, Klynker! Gå og dø! Jeg hader dit betændte patetiske fjæs. Kys sumpen som en alge. Lev på smerten som mos. Snylt på din nabo, Parasitus. Jeg er din overmand. Den som ikke adlyder, dør!

Din mund er levende med tusindben og skolopendre. Hvorfor sidder du der og klynker med en lortefyldt hjerne? Jeg spytter i dit fjæs. Dø, røvsuger. Din verden er fortabt. Saml ruinerne op. Du forsøger at undslippe tsunamien og fejler. Ryster som et espeløv når dragerne kommer for at smovse i dit blævrende kød.

Ved du hvem jeg er? Jeg er din herre og overmand. Alt hvad du forsøger, er dømt til at falde. Jeg kommer ind gennem sprækkerne. Det er mig, du kan skimte i periferien. Jeg ser ind gennem hullerne i din bevidsthed. Det er mig, du skimter i mørket, men aldrig tør se på, for når du erkender mig helt, vil du vide at jeg altid er til stede, og du vil endeligt vide, at du kun er en sølle Klynker med orme krybende ind og ud af dine tomme øjenhuler.

Du er et af de børn, som Kronos fortærer, og når han har opslugt dit sølle skrog, så er du min bitch. So. Stinkende svin. Gå og bliv kneppet i røven.

Gribbe formørker himlen. Sort røg rejser sig fra det der engang var byer. Øjne bliver fyldt med røg og tårer. Du står foran dit fald. Dø nu eller dø senere!

2010-07-16T08:48:00.000-07:00

En sjælden farve nat (Skrivegruppen #8)

2010-07-16T08:40:00.000-07:00

Johnny står på sit badeværelse og børster tænder. Vandet løber ned i vasken, mens han spytter ud. Væggene er beklædt med hvide klinker, og gulvet med terrazzo. Johnny tænker på Rundetaarn. Han ved ikke, hvad der har fået ham til at tænke på netop den bygning; en eller anden underbevidst associationsrække må have åbnet for erindringen om dengang han var med 9. klasse i København. Han husker at der lugtede af kalk, støv, det lugtede af ælde. Det var sommer, og pigerne havde lette sommerkjoler på, og det var spændende, det var ophidsende, når drengene løb foran op ad de snoede gange i tårnet, gemte sig I nicherne og sprang frem og kildede pigerne, når de kom forbi. Læreren skældte ud. Han husker vikaren, Lisbeth, Elisabeth, en studerende fra seminariet, som var af asiatisk herkomst, smuk, fine træk, langt, sort håt. Han husker Malene fra klassen, flotte Malene, som var lidt mere udviklet end de andre. Hendes hår var lyst og bølget.

Den mødom rider ham som en mare og har gjort det gennem en årrække. Det er ellers ikke fordi han er dum eller grim eller noget, der har bare ikke været lige hende på det rigtige tidspunkt, og han har ikke mødt den rette, det er sjældent han kommer I et forum, hvor han møder nye piger. Han er IT-programmør og arbejder ofte hjemmefra, og spiller World of Warcraft I sin fritid. Johnny er også lidt genert, men han skulle mene, at han er en sød nok fyr, den mødom er bare lidt af en partykiller, en dørstopper, et problem, der skal løses, før han fpr alvor kan komme videre. Af nye veje. Mod nye højder.

Johnny er træt af den vulgære opvisning af teknisk power, han har sofistikeret sin håndværksmæssige kunnen til, hans blankslidte håndflade. Problemet skal løses, og det kan lige så godt være nu som senere. En yderligere tøven vil ikke gøre noget bedre i morgen, det vil ikke gøre beslutningen nemmere, og selvom Johnny ikke er den mest udadvendte fyr I verden, den mest handlekraftige eller højtråbende, så er dette problem så påtrængende nødvedigt at løse, at det er nu, han skal ud i natten. I denne nat.

Det regner udenfor, gaden er altid skinnende glat som en ål, og denne nat har en en kvalitet af mørke, våd og mørk som indersiden af et æg er den, og det ansporer ham yderligere, da han træder ud i regnen, for han er skjult. Mørket era f en særlig diskret karakter. Gaden er lige og lang, og ruskindsjakken holder ikke regnen ude, men nede for enden af det der forekommer ham at være boulevarden på vej til enten himlen eller helvede, og så lige til højre, der ligger Club Phuket.

Der er mange små kælderlokaler på den lange gade, som tilbyder lyssky services, men der er et eller andet ved lige netop Club Phuket, der har tiltalt ham i længere tid. Måske de kunstige orkideer i vinduet, måske det nuttede, lyserøde hjerte med et ansigt, der blinker og smiler, som om det der foregår inde bag ved ikke er så slemt endda. De små skåle udenfor med mad og drikke, de duftende røgelsespinde, som er stillet frem som ofre til Buddha tiltaler ham, det virker sødt, uskyldigt.

Johnny tager en dyb indånding og åbner døren indtil receptionen. Receptionisten er helt vildt sød, da hun byder ham velkommen, hun smiler rigtig kært og ligner lidt hende, han købte en curry hos inde i centrum. Hun beder ham tage plads og vente, og Johnny synker dybt ned i lædersofaen, lettet. Her finder han et blad, noget, som skal forestille et erotisk magasin, som fremviser mange forskellige redskaber, et produktkatalog ligner det faktisk, fra grossisten, og han når da også at undre sig lidt over de forskellige genstandes anvendelsesmetoder, specielt en blå dims han ikke når at læse nærmere om, da den pige, som er tiltænkt ham træder ind gennem det blomstermønstrede bambusforhæng. ”Velkommen til Club Phuket”, siger hun og smiler glædesstrålende, da hun ser ham, og han rejser sig hurtigt, star nærmest skoleret foran den spinkle og ikke særligt høje, men særdeles kønne piger, som smiler og smiler som en lille sol med hovedet på skrå, og tager hans hånd, og han følger efter og overvejer, om det hun egentlig sagde, var ”Velkommen til Club Fuck it”, men om lidt er alting ligemeget, og det, der foregår i det orientalsk indrette rum med paneler med billeder af dansende gudinder og pagoder, det dæmpede røde lys, det er så uproblematisk, så let, at Johnny tænker, da han betaler pigen og siger farvel, og hun siger på gensyn:

“Hvorfor har jeg først gjort det nu?”

Men der skal ikke tales om det, det ved han, da han bagefter sidder ved baren med en øl og en joint på “Fedtebrød”. Det er en lille hemmelighed, han har med sig selv, som blot skal tjene til at han nu er I stand til at rykke op på niveau 2 hos damerne, og natten her i byen er heldigvis altid så mørk, at den kan skjule ændringer i kropsholdning og ansigtsudtryk, de subtile som de mere markante, og Johnny ved, at hans niveauskift er markant, og derfor holder han lav profil, og natten kommer ham i møde ved at tilbyde sin diskretion. Han ser penge og hasklumper skifte hænder I lokalet. Han møder et par kammerater fra HF, der tilbyder ham et hvæs på en joint, og han køber dem endnu et par guldøl. Han er ikke den store hashryger, så jointen gør ham mere refleksiv end sædvanligt, så han siger “Tak for ryger” og de siger “Den er i vinkel” og “Vi ses!”

Hjemme tager han tandbørste og tandpasta frem og børster atter tænder. Så sætter han sig foran computeren, surfer lidt, blunder lidt, vågner igen, falder i søvn med computeren tændt, og ventilatorens summen blander sig ubemærket ind i hans drøm.

Han drømmer, at han bevæger sig ned i en dyb trappeskakt. Trinene er våde af alger og mos, han må klamre sig til et tyndt gelænder for ikke at glide. I væggen er der nicher. Han er I Rundetaarn, men det er et Rundetaarn, som fører nedad. De første nicher, han ser, er tomme, men efterhånden som han bevæger sig ned, ved han, at han vil møde nogen eller noget inde i nichernes dyb, og det foruroliger ham. Han ved, at han vil møde noget dødt, eller endnu værre, noget u-dødt! Han stopper op og kigger ind i en af dem. Der ser han thaipigen fra i aftes ligge lænket til et vandrør, hun er død, og hendes øjne gabende huller; han ved, at hendes navn er Elisabeth. På hendes bryst ligger et skilt, hvorpå der med tykke, gotiske bogstaver står ”NATTEN ER IKKE DEN FARVE MERE!”

Han tumler ned af trinene I sin drøm, glider på de algebegroede sten, falder ned i bunden af skakten, dybt ned under jorden. Han kan mærke at han befinder sig I et varmt rum, et fyrrum måske, et maskinrum. Den svage summen, der lå som et smalt bånd under drømmen, er nu vokset til et dybt brøl, som fra et brølende fyr. Dette overdøvende brøl fylder hans ører, hans trommehinder presses ind, kraniet eksploderer og han vågner, badet i sved.

Johnny står op og ser ud af vinduet, mens han ånder tungt og lettet over, at det bare var en drøm.

Udenfor er natten stadig sort og våd. Kun en svagt lysere grålig tone afslører, at det ikke længere er dyb nat, og at den er ved at ombrydes til morgen. Johnny slukker computeren, drikker vand, ser ud gennem vinduet på gaden, som er lang og våd og glat, og han tænker på thaipigens øjnes sorte huller. Han tænker på hendes øjne og på hendes blod, og den måde, hendes krop lå ubevægelig på i nichen. Han tænker på at opsøge pigen fra I aftes, finde ud af om hun er okay. Men det er jo ikke hende fra I aftes, selvom drømmen afgjort har fået det til at føles sådan, og hun hed jo Elisabeth, og det var ikke pigen fra hans drøm. Johnny er stadig træt, og lukker derfor øjnene et øjeblik, som han står der ved vinduet. Fragmenter af drømmen flimrer for hans indre blik, og han ser hendes øjne igen, han ser ind i dem nu, og fra de tommer huler løber den våde, glatte gade.

Navn

2010-07-16T08:31:00.001-07:00

undrer du dig over navnets fremmedartethed?
det er lyden af vinden gennem trækronerne
lyden når vandet i bækken risler over sten
når havet slår ind på kysten
når regnen falder i græsset
flygtig som en bølge
en flamme
deraf mit navn
flygtigt som vinden
gennem trækronerne
jeg døde som hjorten der falder under jagten
med åbne øjne mod skyerne
der flyder hen over den høje sommerhimmel